Doktorparken fejrer 100 års fødselsdag

Fredag 22. august 2014 kl: 10:44

Doktorparken fejrer 100 års fødselsdag
Randersborgere i alle aldre, lige fra dem med stok til dem i barnevogn, har altid elsket at komme i Doktorparken. Søndag runder den 100 år.

Der bliver liv og glade dage, når Doktorparken fejrer 100 års jubilæum, søndag den 24. august.

Mek Pek kommer og underholder, og der bliver masser af gøgl og aktiviteter i parken for både børn og voksne. Randers Kommune og Lions Klubberne i Kronjylland har sammen lavet et jubilæumsprogram, der spiller på alle tangenter.

Borgmester Claus Omann Jensen åbner festlighederne med en tale kl. 10. En time senere indvier kulturudvalgsformand Mogens Nyholm et nyt kulturarvspor. Ved at følge sporet, kan man få mere at vide om parkens natur og historie.

Historiske fodspor
Parken rummer en smuk sø, en legeplads og en voliere, men ikke alle ved, at der engang har været en rigtig zoologisk have i forbindelse med parken. Det kan man høre mere om på jubilæumsdagen, hvor der bliver mulighed for at gå i historiens fodspor, i selskab med arkivar Tina Knudsen Jensen og naturcenterleder Helle-Marie Taastrøm.

Undervejs vil arkivar Tina Knudsen Jensen fra Randers Stadsarkiv fortælle om parkens historie og udpege særligt betydningsfulde steder. For eksempel kan du se, hvor bjørnegrotten lå, og hvor der engang var restaurant.

Stadig løver i parken
Der har en gang været løver i Doktorparken, og det kan man godt sige, at der stadig er, for det er Randers Kommune og Lions Klubberne, der står bag jubilæumsfestlighederne. Lions er en international organisation, der udfører socialt og humanitært hjælpearbejde i nær og fjern.

”Vi plejer at engagere os i lokale aktiviteter, der kan skabe økonomi i vores hjælpearbejde. Desuden vil vi gerne være med i initiativer, der er til gavn for børn og unge her lokalt,” siger Søren Høirup, der er præsident for klubben Randers Lions Niels Ebbesen.

”Som 100-års-fødselar er Doktorparken bærer af et overflødighedshorn af kultur og historie. Den historie vil vi gerne give videre til børnene, så det kan skabe opmærksomhed og interesse omkring Doktorparken i årene frem,” siger Søren Høirup.

Her lokalt findes der fem Lions klubber med i alt cirka 110 medlemmer, og hele 80 medlemmer er involveret i stort og småt i forbindelse med Doktorparkens jubilæum.

”Der kommer rigtig mange børn i parken til dagligt, så jubilæet bliver først og fremmest børnenes fest. Men der bliver helt sikkert en masse at opleve for alle aldre,” siger Søren Høirup.

Mek Pek
Kl. 11.45 er der gøgl på scenen, og kl. 13 giver Mek Pek den gas med sit Åh Abe show. Hele dagen fortsætter løjerne på pladsen, hvor spejderne laver leg og aktiviteter som for 100 år siden. Du kan prøve lykken i tombolaen og det muntre køkken, nørkle eller lave ansigtsmaling.

Du kan også kigge på veteranbiler, eller slå et smut forbi strandbaren eller i spiseteltet. I øvrigt er Doktorparken en gammel have i engelsk stil, der tidligere rummede mange blomsterbede. Derfor vil der være blomsterboder på pladsen, og hos gartnerne kan man hente inspiration til sin egen blomsterhave.

* 100-års fødselsdagen slutter kl. 16, hvor både store og små forhåbentligt er mætte og glade, oven på en dejlig dag i Doktorparken.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Del på Facebook   Print siden   Send denne side til en ven  

Flere nyheder i denne sektion:

- Randers EgnsTeater på finansloven
- Jagt på danskheden
- Film om Randers Handsker
- Bluesvindere på Underværket
- Generalerne mødes
- Afrikansk kunst i Nørhald
- Kunst og lopper på Frederiksdal
- Et strejf af Ziggy
- Randers EgnsTeater skal til Kina
- Ortodoks kirkemusik fra Ukraine
- Erik Grip spiller i kirken
- Lokalt talent gi'r varmen

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Adresse:
 
By:
 
Indtast bogstaverne: ÆØÅ   - dette er for at undgå spam.
Nyhedsbrev
E-mail:

Tilmeld
Frameld
Dagens vise ord