Online lige nu: 591
Min hjerneskadede kone Lene
Lørdag 13. september 2014 kl: 11:14 |
Lad man straks indrømme, at jeg i dag ikke længere kan holde tårerne tilbage. Derfor dette brev.
Kære politikere og andre samfundsansvarlige
Kryds fingre m.m. for at I eller jeres kære ikke, når I ikke længere er på arbejdsmarkedet, bliver ramt af alvorlig sygdom, som gør jer handicappede og kørestolsbruger. For så bliver I en byrde for samfundet og skal helst sættes hen i et hjørne, så I generer og koster mindst muligt.
I næsten tre et halv år passede jeg Lene selv, med lidt hjælp om morgenen, aftenen og to gange 3 timers træning om ugen i et Aktivitetscenter.
Desværre påvirkede Lenes svulst i hjernen hende meget uheldigt, og Lene ønskede ikke længere at bo i vores fælles hjem.
Det lykkedes så for 6 måneder siden at få en plejebolig til Lene det sted, hun på det tidspunkt ønskede.
Desværre er Lene blevet mere og mere utilfreds med sin plejebolig, hvilket helt sikkert for en stor del skyldes hendes hjernesvulst. Men det skyldes også manglende social omgang. Lene sidder time efter time i en stol foran et fjernsyn. Kun afbrudt af ganske få timers samvær og træning i centrets aktivitetscenter og enkelte besøg af gamle venner.
Det, der så i dag har slået mig ud, er, at fordi Lene ikke sidder pænt og roligt i sin kørestol, så vil man ikke have Lene til at deltage i fælles aktiviteter med andre ligestillede.
Undskyldningen er, at man ikke har overskud til at se efter Lene, at de andre tilstedeværende bliver urolige, da hun er urolig. Lene forsøger at rejse sig, da Lene ikke kan forstå, at hun ikke kan stå og gå, hvilket flere gange er lykkedes med fald til følge og indlæggelse på sygehuset. Det betyder at Lene nu skal tilbringe endnu flere timer om dagen siddende i en stol foran vinduet eller fjernsynet.
Lenes nye tilbud fra Randers Kommune er 3 timer og 15 minutter om ugen fordelt på mandag, torsdag og fredag uden samvær med andre end træneren.
Hvad ønsker jeg af jer, samfundsansvarlige, som læser dette brev?
Jo, såmænd ikke ret meget. Men hvis nu de mange millioner, der bevilliges af Folketinget til ældreområdet, blev brugt til området, så var jeg sikker på, at der kunne stilles en hjælper til rådighed for Lene, måske bare fire timer hver dag, så hun kunne være sammen med andre mennesker, og jeg kunne få lidt af mit eget liv tilbage.
Mit håb
Mit håb er, at ovenstående brev kan sætte gang i en udvikling, hvor vi - samfundet, uanset politisk ståsted - forlanger at vores syge og ældre medborgere får en anstændig tilværelse. Vi skal alle huske, at det er dem, der har været med til at skabe det velfærdssamfund, som alle burde nyde godt af.
Af Steen Madsen, Skolevej 18, Randers.
© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.
Del på Facebook 
Print siden 
Send denne side til en ven
Flere nyheder i denne sektion:- Hvem passer på os og vores børn?
- Debatmøde var et lyttemøde
- Jeg forstår ikke den socialdemokratiske logik
- Hvad var det dog, der skete?
- Luk moskeerne!
- Så fik sagen den drejning vi frygtede
- Vores børn fortjener mere end tomme ord
- Danmark er danskernes land
- Besparelser rammer folkeskolebørnene
- Socialdemokratisk plattenslageri om pension
- Problematik til hjørne
- Tanker om det politiske klima
Kommentarer til artiklen:
|
|
Skriv din kommentar:
| Alle felter skal udfyldes! |
