Lærer: Vi er ikke klædt på til at møde eleverne

Fredag 19. december 2014 kl: 08:54

Majbrit Vestergård mener ikke, at lærerne er klædt på til at møde eleverne.
Majbrit Vestergård mener ikke, at lærerne er klædt på til at møde eleverne.

Lærer: Vi er ikke klædt på til at møde eleverne
I sin indledning gjorde Torben Bugge opmærksom på, at forvaltningen var klar over, at der blandt lærerne var frustrationer og mange spørgsmål.
Torsdag havde skolechef Torben Bugge inviteret lærerne i Randers til statusmøde. Omkring 400 lærere deltog i mødet, som blev afviklet på Vestervangsskolen. RANDERSiDAG var med.

Der har nu været en høringsfrist, hvor skolebestyrelserne er blevet hørt. Herefter vil de tre forligspartier (V, S og DF) mødes i næste uge, hvor de beslutter, om der skal ske ændringer i strukturforslaget.

Torben Bugge lagde ikke skjul på, at de tre partier virker stålsatte, og chancen eller risikoen for ændringer, er derfor minimale, vurderer Torben Bugge.

Mødet i næste uge er vigtigt, fordi det her definitivt besluttes, hvordan det endelige strukturforslag ser ud. Derfor er personalet i skoleforvaltningen beordret på overarbejde samme aften, som mødet afholdes.

På mødet var Torben Bugge sekunderet af Erik Larsen fra skoleforvaltningen, samt specialkonsulent Diana Lübbert Pedersen.

Allerede i sin indledning gjorde Torben Bugge opmærksom på, at forvaltningen var klar over, at der blandt lærerne var frustrationer og mange spørgsmål. Mødets forløb skulle vise, at han havde ret.

Torben Bugge forklarede også, at det beregnede provenu var reduceret fra 36 mio. kroner til 32 mio. kroner, på grund af det forlig, som de tre forligspartier indgik 20. november. Samtidig understregede han, at de 32 mio. ikke skal benyttes til anlægsudgifter.

Skolechefen forklarede, at forvaltningen bruger meget tid på at besvare de mange spørgsmål, som er opstået som følge af strukturforslaget, og han lægger vægt på, at kommunikationen til lærerne er på et højt niveau, og vil sørge for, at det ikke bare er skolelederne, som bliver orienteret.

Han forklarede kort om forandringerne, såfremt strukturforslaget vedtages. Herunder overflytning af elever og medarbejdere fra én skole til en anden.

Torben Bugge erkendte, at der på enkelte skoler vil opstå byggerod, eftersom der bliver sat turbo på de byggeplaner, som allerede foreligger.

Inden skolechefen gav ordet frit, understregede han, at det bliver meget udfordrende, og forventer ikke, at det bliver let for nogen af parterne. Derfor opfordrede han til, at lærerne bruger deres tillids- og miljørepræsentanter i tvivlsspørgsmål.

Da der blev tid til spørgsmål, stod det klart, at der var en del utryghed og mange uafklarede spørgsmål, som lærerne ønskede belyst.

Flere efterlyste svar på, hvorfra tiden til nedpakning, udpakning, flytning og oprettelse af en ny kultur skal tages. Nogle frygter, at den tid vil blive taget fra forberedelsestiden.

”Det vil jeg slet ikke blande mig i,” svarede Torben Bugge og mente, at det bliver en sag mellem de pågældende skoleledere og medarbejdere. De skal i fællesskab beslutte hvilke opgaver, der i givet fald skal nedprioriteres.

På mødet kom det frem, at ned- og udpakning vil koste ekstra tid, da der i Arkivloven er krav om, at det, som nedpakkes, skal registreres. Derfor vil der komme en oversigt over hvem, der gør hvad og hvornår. Flere efterlyste en løsning på dette problem, og det fik Torben Bugge til at udbryde:

”Den er fesen ind.”

Et andet væsentligt usikkerhedsmoment var, om der reelt er sikkerhed for, at lærerne følger børnene, fra de skoler som berøres af en ny struktur. Flere lærere efterlyste en køreplan for hvornår, der sker hvad.

Erik Larsen fra skoleforvaltningen oplyste, at der var vedtaget nogle retningslinjer, som forvaltningen agter at følge. Han bekræftede, at udgangspunktet er, at lærerne følger eleverne. Han erkendte dog, at det ikke altid er muligt, men problemet med overflytning opstår hvert år, og har intet med den ny struktur at gøre. Derfor ville Erik Larsen ikke garantere, at lærerne følger eleverne, men ville næsten garantere det.

Til gengæld lovede han, at der snart kommer en køreplan, og at denne køreplan holder.

Til det hævdede en kvindelig lærer, at tidsperspektivet ikke er i orden. Hun mente, at der er så stor usikkerhed, at det er svært at planlægge fremtiden, så længe der ikke er kommet en konkret køreplan.

Der blev også spurgt om den jobgaranti, som er givet. Her betonede Torben Bugge, at jobgarantien gælder både i 2015 og 2016. Derefter følges elevtallet.

Mødet afslørede også, at nogle skoleledere vil komme til at arbejde dobbelt. De kommer til at beskæftige sig med afvikling af én skole, samtidig med, at de skal holde fokus på en anden skole.

Der blev udtrykt skuffelse over processen. En lærer udtrykte det således:

”Vi ville gerne have været involveret. Det føler vi ikke, at vi har været, og derfor vil der opstå et ragnarok.”

Umiddelbart efter mødet spurgte vi formand for Randers Lærerforening, Kurt Sørensen, om han var tilfreds med svarene fra skolechefen?

”Der er da kommet nogle svar, men det er ikke sikkert, at det var de svar, som vi ville have.”

Kurt Sørensen oplyste, at forvaltningen med skolechef Torben Bugge i spidsen, gerne ville have ventet med mødet til efter 12. januar, hvor det med sikkerhed vides, om strukturforslaget vedtages i sin nuværende form, eller der eventuelt kommer ændringer.

”Vi kunne ikke blive ved med at trække det. Der var så mange frustrationer og stor uvished om fremtiden, og derfor har vi presset på for at få dette møde i stand.”

Torben Bugge var ikke sikker på, at lærerne var blevet mere tilfredse efter mødet, men var dog overbevist om, at de var blevet lidt mere oplyste, og håber samtidig på, at de er blevet lidt mere beroligede.

Lærer og tillidsmand på Vorup Skole Pia Foersom sagde efter mødet, at hun stadigvæk synes, at det er problematisk med den tildelingsmodel, som foreligger. Hun ville foretrække, at der foregår en tildeling efter antal hoveder, og så lade det være op til den enkelte skoleleder, at bruge de forhåndenværende ressourcer.

”Men det er svært, for politikerne forstår ikke den problematik,” mener Pia Foersom.

På spørgsmålet om, hvorvidt hun synes, forventningerne til mødet blev indfriet, svarede hun:

”Nej. Der bliver gledet af på spørgsmålene. Det er så komplekst, og det jeg savner allermest, er at forvaltningen tager et personaleansvar. Der mangler ordentlighed. Vi har elever, forældre og personale som er i en krise.”

Kollegaen Majbrit Vestergård, også fra Vorup Skole supplerer:

”Der mangler forståelse for den situation, som vi står i. Og jeg er lidt sur over, at den manglende respekt og informationer, som jeg synes, der mangler. Det er ikke i orden, at vi skal høre om skolelukninger gennem pressen. Man gider ikke en gang at sende en mail ud til os. Bagefter skal vi se eleverne i øjnene, som spørger meget konkret til strukturen. Men vi er ikke informeret, og derfor må jeg tage en professionel maske på, og det er ikke i orden,” siger Majbrit Vestergård.

”Hvis børnene er det vigtigste, så skal vi som lærere også være klædt på og informeret. Og det er vi ikke,” understreger Majbrit Vestergård.

Såfremt der var lærere til stede, som var tilhængere af strukturforslaget, så forblev de tavse. Efter to timers møde, havde ingen lærer ytret sig positivt.

Tekst og foto: Egon Thomsen/RANDERSiDAG

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Del på Facebook   Print siden   Send denne side til en ven  

Flere nyheder i denne sektion:

- 3 gode grunde til at investere i aktier i dag
- Sådan laver du et overskueligt budget
- Sådan får du mere overskud i en travl hverdag
- Dette verdenskendte dykkerur har royal blåstempling
- Læs til maskinmester og bliv en del af fremtidens grønne løsninger
- Oplever du problemer med din Macbook?
- Disse gaver falder altid i god jord
- Sådan kan hele familien få motion
- Sæt skub i træningen med dit eget træningsrum
- Sådan får du professionel hjælp til din fundraising
- Få gode idéer til den næste gave til din kæreste
- Forkæl dig selv i hverdagen og få mere overskud

Kommentarer til artiklen:
Torben Bugge igen
"Og dét ér en katastrofe ja!!! Men jeg tror desværre han er en Churchill; "en premiereminister i krigstid" - han er ikke tænkt til at skabe fred..... Og det er eddermamme utilstedeligt og kynisk udført af Randers byråd :-("

Torben Bugge er jo "bare" byrådets skraldemand. Han gør det, som de folkevalgte ikke har røv i bukserne til at fremlægge. At det så, I os forældres optik er totalt værdiløst, det er jo noget andet. Mon ikke det går som i Syddjurs, HVIS skolestrukturen bliver gennemført, TB får 24 krøllede tæer i r.... og 10 mio. i gyldent håndtryk.

Hvis vi nu tager fat i Skatteudvalget og foreslår at fra 2015 VIL vi ikke betale skat til Randers Kommune, tror I så ikke at byrådet kommer frem fra strudsehullet???

Jeg føler, at jeg var sofavælger i 2013, da jeg stemte på Venstre.

En stemme på det byrådsflertal, der er for skolestrukturen, er en spildt stemme. HUSK DET I 2017.



MM
MMMM
MMMMMM
20-12-2014 13:44:08

Torben Bugge
jeg giver Morten ret. TB er dygtig til sit job. Han udfører det han er ansat til plus han har politikkerne i hule hånd - selv om de sikkert vil påstå noget andet.

Så selv om man ikke er enig i skolestukturen, så kan man ikke komme uden om at TB gør sit job - deværre alt for godt.
Majbrit
x
x
19-12-2014 14:18:06

Torben Bugge forts
Jeg tror desværre det forholder sig lige modsat David;

Torben Bugge er super dygtig til dét arbejde, som han er ansat til at udføre. Han er ansat til at effektivisere skolevæsenet i Randers, få dukket lærerforeningen, så de har mindre magt, og få ændret på arbejdstiden for lærerne, så man kan rokere lettere rundt fra lederside. Og alt det gør han jo, desværre, rigtig godt.
Han er på INGEN måde ansat til at varetage medarbejdernes krav. Så jeg tror i virkeligheden, at den virkelige skandale består i, hvor kynisk Randers byråd/ kommune er gået til dette emne, og hvor kynisk de eksekverer det... Personalepleje er en saga blot, for lærerne, i Randers kommune - desværre.

Og dét ér en katastrofe ja!!! Men jeg tror desværre han er en Churchill; "en premiereminister i krigstid" - han er ikke tænkt til at skabe fred..... Og det er eddermamme utilstedeligt og kynisk udført af Randers byråd :-(
Morten Brøndum
xx
xx
19-12-2014 12:38:45

Torben Bugge
Det er imponerende at den mand stadig sidder på sin post. Han er sgu det mest inkompetente jeg nogensinde har oplevet.

I det privat erhvervsliv ville han forlængst være smidt på porten.

Det er en katastrofe af rang hvad der foregår i Randers kommune i øjeblikket.
David
Randers
Randers
19-12-2014 08:52:53


Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Adresse:
 
By:
 
Indtast bogstaverne: ÆØÅ   - dette er for at undgå spam.
Nyhedsbrev
E-mail:

Tilmeld
Frameld
Dagens vise ord