Ivar har bukket sin erhvervssucces i rør

Tirsdag 7. april 2015 kl: 09:37

Ivar Christensen og rørbukkemaskinen, som spås en stor eksportsucces.
Ivar Christensen og rørbukkemaskinen, som spås en stor eksportsucces.

Ivar har bukket sin erhvervssucces i rør
Ivar Christensen har bukket sin fremtid i rør
Pensionist Ivar Christensen har i mere end to år puslet med en lovende opfindelse i en container ved siden af garagen. Et industrieventyr kan være på vej.

Den første maskine er klar til at blive sendt ud til en testkunde, og fire mere vil snart følge efter. Efter testperioden vil maskinen være klar til at gå i produktion, og den bliver spået et stort potentiale.

Ivar Christensen fra Udbyhøj er i gang med et iværksættereventyr, mange går og drømmer om. Han har skabt en ny maskine, der kan gøre arbejdet lettere i VVS-branchen, spare materiale, og mindske risikoen for utætheder. Det drejer sig om en maskine, der kan bøje rør i alle retninger, så man ikke behøver samle dem med fittings, som hidtil.

”3D rørbukkemasinen er blevet spået et eksportpotentiale på 75 procent, og vi vil kunne nå op på at producere 3-5.000 maskiner om året,” fortæller Ivar Christensen fra Bend-It.

Han vil gerne have de første 50 maskiner stående i Danmark allerede næste år, derefter regner virksomheden med at tage hul på eksportmarkedet.

Ivar Christensen er med i det nye, kommunalt støttede erhvervsudviklingsprojekt, ”Den kreative klasse”.

100 medarbejdere
Ivar Christensen er ikke nogen ”gal opfinder”, tværtimod er han en jordbunden tekniker med mange års erhvervserfaring og uddannelser som elektrotekniker og automekaniker.

Han bruger sjældent store ord, så når han beskriver vækstpotentialet for sin virksomhed, Bend-It ApS, forstår man straks, at det er alvor.

”Allerede til efteråret forventer jeg, at vi er tre-fire mand i gang i virksomheden, og om fem år kalkulerer vi med 100 medarbejdere,” fortæller iværksætteren fra Udbyhøj.

Ivar Christensen fik ideen, da hans datter og svigersøn fik jordvarme, og han så de utallige sammenføjninger, der skulle til.

”Jeg tænkte; ”det må kunne gøres lettere ” så jeg gik i gang med forarbejdet med beregninger og tegninger. Derefter var det ud i garagen, og da maskinen endelig stod klar i containeren, lykkedes det at bøje røret rigtigt i første hug. Men jeg er også kendt for at lave et grundigt forarbejde,” fortæller Ivar Christensen.

Fornemmelse for teknik
3D bukkemaskinen er langt fra hans første opfindelse. Han har udviklet mange ting i sin lille virksomhed Nørhald Elektro, som han har haft i 15 år, sideløbende med, at han arbejdede på Bosal-Sekura i Randers.

”Jeg har lavet så mange opfindelser, at du skal have tæerne med, hvis du skal tælle dem,” siger han med glimt i øjet.

Noget af det, der kendetegner den ihærdige opfinder, eller udvikler, som han hellere vil kaldes, er vedholdenhed, snilde og en passion for at finde løsninger på tekniske problemer.

”Jeg lader mig aldrig nøje med, at nogen siger, at det ikke kan lade sig gøre. Det giver mig en glæde, når en idé bliver til virkelighed, og alle synes, jeg har lavet noget, der kan bruges,” siger Ivar Christensen.

Den nye 3D bukkemaskine forventes at give ham og mange andre arbejde i mange år frem. Ud over VVS-branchen, er der mulighed for at anvende teknikken i værftsindustrien og i indenfor hydraulik-industrien.

”Men en ting ad gangen, først skal vi have testet den nye maskine og introduceret den til VVS-branchen, og så glæder jeg mig til at få noget feedback fra dem, der skal bruge maskinen. Man skal ikke bare lave en ting for at lave den. Der skal være nogen, der siger, de kan bruge det,” siger Ivar Christensen, der anslår at have udviklingsarbejde nok til de næste 3-4 år.

Fremtiden bøjet i stålrør
I fremtiden kan den nye 3D bukkemaskine revolutionere arbejdsprocesserne på mange måder.

”Når arkitekten sidder og tegner et nyt hus, skal han gemme tegningen af rørene i et format, maskinen kan læse, så er det lige til at gå til, når rørene skal fremstilles,” forklarer Ivar Christensen.

Maskinen forenkler processen rigtig meget. Du slipper for at måle rør op på stedet, du kan forberede dem hjemmefra. Det er let at taste målene ind. Det sker på en tablet, og hvis du har ti ens rækkehuse, kan maskinen huske indstillingerne og spytte et sæt rør ud til dem alle sammen.

For Ivar Christensen står tiden ikke stille, selv om han gik på pension for seks år siden. Når fabrikken står klar, og produktionen starter, forestiller han sig, at han skal på arbejde hver dag, pensionist eller ej.

”I sin tid så jeg min svigerfar sætte sig i lænestolen ved pensionsalderen og dø to år efter. Det skræmte mig, så jeg lægger vægt på at holde mig i gang. Desuden kan jeg slet ikke lade være med at arbejde med de ting, jeg holder af,” siger Ivar Christensen.

”Når jeg står i værkstedet, forsvinder tiden. Jo mere, jeg bruger hovedet, jo yngre føler jeg mig. Og hvis jeg kører fast, kan en tur ned til Fjorden med hunden løse mange problemer.”

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Del på Facebook   Print siden   Send denne side til en ven  

Flere nyheder i denne sektion:

- Sparekassen Kronjylland fortsætter med at vokse
- Kommuner hylder ambitiøse iværksættere
- Bæredygtige boliger for verdens mest udsatte
- Sparekassen i rødt og hvidt
- Smarteyes sponsor for håndboldlandshold
- Fysioterapi særligt for mor, barn og baby
- Hudplejeinstituttet nu 10 år med Jytte ved roret
- 42 nye gazeller
- Har du en god ide?
- Grønvang udvider med spisepavillon og tarteletter
- Er du frisk på øl?
- Biografen i Randers sætter ny rekord

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Adresse:
 
By:
 
Indtast bogstaverne: ÆØÅ   - dette er for at undgå spam.
Nyhedsbrev
E-mail:

Tilmeld
Frameld
Dagens vise ord