Kan jeg genfinde troen på demokratiet

Onsdag 27. maj 2015 kl: 07:12

Kan jeg genfinde troen på demokratiet
Camilla Trampedach Schultz, Gjerlev.
LÆSERBREV Af Camilla Trampedach Schultz, Stolsbjergvej 21, Gjerlev.

Kan jeg genfinde troen på demokratiet, eller vil jeg blot blive bekræftet i min smuldrende barnetro og spirende ligegyldige indstilling til at ”byde ind” med meninger og holdninger?

I forbindelse med den politiske behandling af den nye skolestruktur, har det været skrevet mangt og meget om den demokratiske proces eller manglen på samme.

Politikere, forældre og fagpersoner har stået på hver sin side af åen og råbt argumenter mod hinanden, men kun få af argumenterne kom helt i mål ved modparten. Dialog var et fremmedord og jo længere vi kom hen i processen, jo mere var fokus fjernet fra skolen og børnene og snarere til modpartens holdninger eller måske ligefrem personlighed.

Jeg har selv – ud over en fantastisk landsbyskole til mine børn – mistet en del af troen på demokratiet. Troen på at sund fornuft og gode argumenter naturligvis gør en forskel.

For så vidt angår netop vores lille Gjerlev-Enslev skole, var udspillet fra Randers Byråd og skoleforvaltningen helt klart. Der var tre præcise formuleringer som var ”argumenter for at lukke skolen”. Jeg var nok naiv, men blev straks beroliget af, at de alle tre med forholdsvis lethed kunne tilbagevises pga. faktuelle fejl, konkrete misforståelser eller misvisende materiale. For når der står, at 2+2 = 5 og jeg kan bevise, at det i virkeligheden er 4, så kan ingen da være i tvivl om at der er sket en fejl.

Jeg måtte sande at nogle beslutninger slet ikke er ment for befolkningen at skulle tage stilling til. Høringsfaser er jo ”bare noget man skal, for at kunne sige man har gjort det”. Som borger, politisk interesseret – og ikke mindst som forælder og mor - så er det mig ubegribeligt at man kan overhøre en høringsfase! Hvis ikke man vil lytte, skal man slet ikke spørge.

Svarene fra Gjerlev-Enslevs borgere var for døve øren i størstedelen af Randers Byråd, i hvert fald nok til et flertal for en ny skolestruktur. Lykkeligvis er få hele sætninger kommet over åen! Hele vejen til Christiansborg, hvor fokus heldigvis stadig er på, hvordan borgere skal tage del i og føle ejerskab for de politiske beslutninger der skal tages.

Vores kultur- og kirkeminister Marianne Jelved, sætter en ære i borgerinddragelse. Måske hun kan give mig troen på demokratiet tilbage? I hvert fald glæder jeg mig usigeligt meget til hun på lørdag kommer til Gjerlev-Enslev Skole. Hun holder et oplæg under titlen ”Uden borgerinddragelse – intet demokrati”.

Om man har forskellig hårfarve, højde, drøjde eller politisk overbevisning, kan ingen vel være uenig i, at borgerinddragelsen er én af grundingredienserne i et demokrati.

”Vi tror på værdien af at involvere og forankre”, udtalte vores borgmester i marts, som startskud til den kommende branding af kommunen. Det bliver spændende, hvor projektet ender – han udtalte før valget ”Venstre lukker ikke skoler på landet” – og se hvor langt det fik os i Gjerlev.

Gjerlev by og omegn har masser af spørgsmål til Marianne Jelved, når hun kommer lørdag 30. maj kl. 13.30-16 – og den lokale Dagli´ Brugs har endnu engang sørget for forplejningen. Sidder du inde med gode spørgsmål eller bare har en sund interesse for vores demokrati og fremtid, så er du også velkommen.

Jeg glæder mig til at opleve at en minister vil tage dialogen med os, men skræmmes af at vores eget byråd ikke ville, da det var påkrævet! Men måske ønsker byrådet i Randers slet ikke demokrati?

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Del på Facebook   Print siden   Send denne side til en ven  

Flere nyheder i denne sektion:

- Hvem passer på os og vores børn?
- Debatmøde var et lyttemøde
- Jeg forstår ikke den socialdemokratiske logik
- Hvad var det dog, der skete?
- Luk moskeerne!
- Så fik sagen den drejning vi frygtede
- Vores børn fortjener mere end tomme ord
- Danmark er danskernes land
- Besparelser rammer folkeskolebørnene
- Socialdemokratisk plattenslageri om pension
- Problematik til hjørne
- Tanker om det politiske klima

Kommentarer til artiklen:
Igen et godt initiativ
Jeg hader begrebet branding, og jeg er dybt uenig i, at skatteyderkroner skal hældes i reklamebureauer for at fortælle potentielle tilflyttere en gang filtreret propaganda.

Men for potentielle tilflyttere og alle andre, så kan vi i hvert fald ærligt formidle, at der i kommunen er mange demokratisk dannede og handlekraftige borgere (og en hulens masse i Gjerlev og omegn...).

Og at disse gode borgere er klar til at samle kommunen når denne parentes af et børne- og borgerfjendsk V og DF byrådsflertal er historie.

Det sidste lille års tid har heldigvis vist, at demokratisk dannede borgere på kryds og tværs af partiskel, byer og bydele kan finde sammen og også efter 2017 kan samle kommunen op igen, så vi kan blive vores byråd og forvaltning bekendt igen.
Kalle Nielsen
Scandiagade 14
Randers
27-05-2015 21:40:24


Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Adresse:
 
By:
 
Indtast bogstaverne: ÆØÅ   - dette er for at undgå spam.
Nyhedsbrev
E-mail:

Tilmeld
Frameld
Dagens vise ord