Tine strikkede sig rask

Onsdag 27. maj 2015 kl: 08:10

Skal man tro Tine Vestergaard, så er det himmelsk at strikke.
Skal man tro Tine Vestergaard, så er det himmelsk at strikke.

Tine strikkede sig rask
Tine Vestergaard strikkede sig ud af livet med stress.
Tine Vestergaard blev ramt af stress og strikkede sig rask. Nu åbner hun 'Garnhimlen' for at dele sin passion for garn og strik med andre.

Skal man tro Tine Vestergaard, så er det himmelsk at strikke.

Sammen med sin mand Per Søndergaard er Tine ved at indrette en kæmpestor garnbutik i en gammel købmandsforretning på Stationsvej 3 i Spentrup. Den starter op som webshop, og om et lille års tid åbner den fysiske butik.

”Det første billede af mig, hvor jeg strikker, er et, hvor jeg er otte år og strikker på fem pinde. Det var i 70’erne, dengang man strikkede hønsestrik i lange baner,” fortæller Tine, for hvem det at strikke er en livslang passion, som hun glæder sig til at dele med andre.

”Lykken er at strikke. Det er afslappende, man finder ro og fordybelse, kobler fra og glemmer sorger og bekymringer. Ingen tvivl om, at det er sundt at strikke. Det har en masse gavnlige effekter, blandt andet oplever man glæde, lykke, øget selvværd og motivation,” siger Tine Vestergaard, mens hænderne flyver hen over strikketøjet.

Ren terapi
Tine Vestergaard er uddannet ergoterapeut, og har, siden 2001, arbejdet med ældre, ergoterapi, genoptræning af hænder samt hjælpemidler. Gennem sit arbejde oplevede Tine igen og igen, at det kan være ren terapi at strikke.

”Du træder ind i et positivt univers, når du strikker. I stedet for at tænke på skavanker, sygdom og lidelse, oplever du glæde, adspredelse og motivation. Det har jeg set mange gange i forbindelse med mit arbejde som ergoterapeut,” siger Tine Vestergaard.

Hun peger også på, at man, ved at arbejde med strikketøjet, kan opleve en fremadskridende proces, hvor man mestrer teknikkerne og opnår ros og anerkendelse for resultatet. Det giver øget selvværd.

Strikkede sig glad igen
På et tidspunkt i sit arbejdsliv blev Tine Vestergaard selv ramt af stress. I den forbindelse oplevede hun også på egen krop, at man kan ”strikke sig glad”.

Hun arbejdede med hjælpemidler til ældre, og var meget glad for det. Men arbejdsforholdene ændrede sig, og det førte til, at hun en dag blev sygemeldt for stress.

”Til sidst følte jeg det, som om hjernen var holdt op med at dreje rundt. Det eneste, jeg kunne, var at strikke. Men det var godt, jeg kunne strikke, for det blev min vej ud af stress,” fortæller Tine.

Forskning bekræfter, at det har en gavnlig effekt at strikke. Ved alvorlig stress falder niveauet af de såkaldte lykkehormoner i kroppen (dopamin og serotonin, red.).

”Når du strikker, øges niveauet af lykkehormoner, på grund af de rytmiske bevægelser og fordybelsen i arbejdet. Det er derfor, du kan du strikke dig glad,” siger Tine.

En himmelsk idé
Oplevelserne i forbindelse med stress fik Tine til at indse, at der skulle ske noget andet. Hendes arbejde gav ikke længere mening for hende. Men så en dag, da hun sad og snakkede med sin mand, Per Søndergaard, om hvor glad hun var for garn og strik, fløj det ud af munden på ham:

”Så skal du da have din egen garnbutik!”

Konsekvensen blev, at Tine og Per solgte deres hus i Ørsted i oktober 2014. De var rundt og kigge på nogle gårde og andre ejendomme, og faldt pladask for den gamle købmandsbutik i Spentrup.

Sådan gik det til, at ideen til Garnhimlen voksede ud af de erfaringer, Tine Vestergaard har gjort med garn og strik, både som ergoterapeut og som privatperson.

* Historien om Tine Vestergaard og Garnhimlen er endnu et iværksættereventyr i rækken af artikler om projektdeltagerne i erhvervsprojektet ”Den kreative klasse”. Projektet støttes af Randers Kommune, EU og Væksthus Midtjylland.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Del på Facebook   Print siden   Send denne side til en ven  

Flere nyheder i denne sektion:

- Kik efter skiltet når du handler i city
- Lauritz.com i Randers Storcenter
- Månedens butik i storcentret
- Randers får et BR legeunivers
- Prof-Shoppen åbner en afdeling Randers
- Lars fra Randers åbner butik med glaskunst
- Konfirmand modeshows
- Børn søges til modelopgaver
- Kage, kondomer og konkurrencer
- Bilka med fyrværkerishow
- Gratis koncert i mørke
- Loppesupermarked for børnefamilier åbner i Randers

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Adresse:
 
By:
 
Indtast bogstaverne: ÆØÅ   - dette er for at undgå spam.
Nyhedsbrev
E-mail:

Tilmeld
Frameld
Dagens vise ord