Sønderups forvrængede fantasier

Fredag 29. maj 2015 kl: 14:18

Sønderups forvrængede fantasier
Kasper Fuhr Christensen, Veldærdslisten.
LÆSERBREV Af Kasper Fuhr Christensen, Vestervold 17, Randers - medlem af Randers Byråd, formand for socialudvalget (Velfærdslisten).

Det socialdemokratiske byrådsmedlem Iben Sønderup spiller i et læserbrev med på Venstre og Dansk Folkepartis tirade af personangreb på Daniel Madié (K), Bjarne Overmark (Beboerlisten) og mig.

Læserbrevet siger imidlertid langt mere om Iben Sønderup end Velfærdslistens politik, og jeg forstår det som et udtryk for Iben Sønderups personlige idiosynkrasier - og ikke socialdemokratisk politik. Om det også er et forvarsel om, at Iben vil bryde partilinjen og stemme for Venstre og Dansk Folkepartis udrensning af politiske modstandere, eller endnu et partihop, vil tiden vise.

Iben Sønderup skriver:

"Ved alle byrådsmøder sender de (Bjarne Overmark og Kasper Fuhr Christensen, red.) stribevis af ændringsforslag og spørgsmål om alt mellem himmel og jord og holder endeløse taler om de mindste petitesser.”

Om Iben her henviser til Velfærdslistens forslag om overenskomstmæssige forhold for kontanthjælpsmodtagere i nyttejob, at bekæmpe social dumping, erstatning til udsatte borgere, der har lidt et tab som følge af en forkert kommunal afgørelse, at Randers Kommune skal trække sig ud af Aarhus Lufthavn, der har vist sig at være et bundløst hul, eller flere pædagoger og medhjælpere i børnehaver og vuggestuer frem for en ny multihal og et nyt lyskryds ved politirundkørslen, ved vi ikke. Det uddyber hun nemlig ikke. Under alle omstændigheder må vi dog konkludere, at Iben mener, at i hvert fald nogle af de nævnte forslag handler om “de mindste petitesser”.

Iben Sønderup skriver også:

“De (Bjarne Overmark og Kasper Fuhr Christensen, red.) er ligeglade med, om der sidder en venstremand eller en socialdemokrat på borgmesterposten.”

Jeg kan ikke udtale mig på vegne af Bjarne Overmark, men for Velfærdslistens vedkommende må jeg give Iben Sønderup delvist ret. For hvis Venstre og Socialdemokraterne alligevel fører den samme politik, betyder det ikke noget for os, om det er det ene eller det andet navn, der står på toppen af kransekagen.

I sådan en situation, hvor V og S udgør en slags Det Forenede Byrådsparti, kan det nemlig være ligegyldigt, om det er Venstre eller Socialdemokraterne, der svinger sparekniven. Det, der altid har været og vil være Velfærdslistens opgave, er nemlig at forhindre, at sparekniven overhovedet bliver stukket i velfærden.

Da Socialdemokraterne blev ledet af den detroniserede borgmester, Henning Jensen Nyhuus, gennemførte han den ene store nedskæring efter den anden, mens han til gengæld uddelte gaver en masse til dem, der i forvejen har mest. Om det var ham eller Omann, der skulle bære anførerbindet for "Byrådets Forenede Nedskæringstropper” var derfor ét fedt for os. Og det samme havde været gældende, hvis Iben Sønderup havde vundet kampen om at blive det socialdemokratiske bud på en borgmester.

Det gjorde Iben som bekendt ikke. Det var hun heldigvis langt fra. Og under ledelse af Torben Hansen, der fik opbakning fra mere end tre ud af fire i det socialdemokratiske bagland, ser vi nu en række tendenser til, at Socialdemokraterne går i en mere velfærdsvenlig, demokratisk og socialt retfærdig retning. Derfor er det slet ikke utænkeligt, at vi til næste valg kommer til at foretrække en socialdemokrat i borgmesterstolen frem for en venstremand.

Iben Sønderup slutter sit læserbrev af med en masse fantasier om mine fantasier. Men som mange har erfaret, har den slags det ofte bedst med at blive i soveværelset. Således også Iben Sønderups fantasier. Derfor vil jeg blot slutte af med at understrege, at Velfærdslisten har medlemmer fra næsten alle dele af det politiske spektrum, heriblandt en hel del tidligere socialdemokrater.

Fælles for os alle er, at vi står sammen i kampen for et mere demokratisk og socialt retfærdigt Randers og at bevare og udbygge den lokale velfærd.

Læs også FUHR OG OVERMARK ER IKKE POLITIKERE - klik her.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Del på Facebook   Print siden   Send denne side til en ven  

Flere nyheder i denne sektion:

- Hvem passer på os og vores børn?
- Debatmøde var et lyttemøde
- Jeg forstår ikke den socialdemokratiske logik
- Hvad var det dog, der skete?
- Luk moskeerne!
- Så fik sagen den drejning vi frygtede
- Vores børn fortjener mere end tomme ord
- Danmark er danskernes land
- Besparelser rammer folkeskolebørnene
- Socialdemokratisk plattenslageri om pension
- Problematik til hjørne
- Tanker om det politiske klima

Kommentarer til artiklen:
Arne Erikslev ??????
Det er den sædvanlige useriøse kommentar fra hr. Arne Erikslev. Det eneste positive ved ovennævntes kommentar er, at det udstiller mandens mangel på argumenter.
Arne Erikslev burde se på Randersidags facebook side. Her findes der mange seriøse kommentarer til Iben Sønderups og Kasper Fuhrs nylige indlæg.
STOL ALDRIG PÅ EN VENSTREMAND
Michael Povlsen
HC Ørstedsvej 10
Randers NV
30-05-2015 16:26:44

Kaspers støtter
der mangler lige 4-5 af de sædvanlige støtter til opbakning af Kasper.
Arne Erikslev
Søren Møllers Gade 11
8900 Randers C
30-05-2015 11:04:08

Smukt Kasper
Fin analyse af Iben Sønderups håbløse angreb på personer, lister og partier, der ikke kunne stå inde for det bedrag Socialdmokraterne, DF og venstre stod bag i forbindelse med skolelukningsdebatten.

Michael Povlsen
HC Ørstedsvej 10
8920 Randers NV
30-05-2015 08:13:08

Udmærket analyse
som Kasper laver i artiklen.

Vi er nogle borgere der laver taler-statistik over byrådsmøderne, og Iben Sønderup kunne stort set lige så godt blive hjemme, for i 2014 sagde hun meget sjældent noget. I 2015 var hun pludselig vældig aktiv fordi hun skulle promovere sig selv som borgmesterkandidat. Men da Torben Hansen med stor opbakning i det socialdemokratiske bagland blev valgt, så faldt Iben Sønderup lynhurtigt tilbage i sit normale mundlamme byrådsmødemønster.

Problemet for store dele af DF, Venstre og dele af socialdemokratiet er, at det endnu ikke er lykkes dem helt at forhindre borgere i at overvære byrådsmøderne - så vi er faktisk nogen stykker der udmærket ved hvem der intet siger, hvem der altid er sur og brokker sig.

Og som tilhører ved vi, at det er listerne og de små et-mandat partier, der hæver niveauet i byrådet ved rent faktisk at have sat sig ind i sagerne, stille spørgsmål, stille ændringsforslag ... ja, i det hele taget opføre sig som vælgerne kan forvente at byrådspolitikere gør.

DF kan lige hæve sig op til af og til at fastslå, at den globale opvarmning er der stadig stor uenighed om, om den nu også er menneskeskabt........... Indrømmet, der er tider, hvor man som tilhører ikke helt ved om man skal grine eller græde.
Kalle Nielsen
Scandiagade 14
Randers
29-05-2015 20:38:53

Anonyme kommentarer slettes
Vi sletter kommentarer, der ikke indeholder navn, adresse, gadenummer og by.

Mvh. RANDERSiDAG


29-05-2015 14:26:59


Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Adresse:
 
By:
 
Indtast bogstaverne: ÆØÅ   - dette er for at undgå spam.
Nyhedsbrev
E-mail:

Tilmeld
Frameld
Dagens vise ord