Lokalafstemninger, tak

Onsdag 27. august 2014 kl: 18:43

Lokalafstemninger, tak
Kasper Fuhr Christensen, byrådsmedlem, Velfærdslisten.
Velfærdslisten stiller forslag om vejledende lokalafstemninger i de skoledistrikter, hvor skolen står til at lukke.

På byrådets møde den 1. september skal byrødderne tage stilling til et forslag fra Velfærdslisten om at gennemføre vejledende lokalafstemninger i de skoledistrikter, hvor skolen foreslås lukket eller klassetrin står til at blive sløjfet.

“Efter den lukkede, udemokratiske og formentlig lovstridige proces, der førte til skoleafviklingsplanen, skylder byrådsflertallet forældre, elever, lærere og borgere at lade dem komme til orde,” siger Kasper Fuhr Christensen, byrådsmedlem og socialudvalgsformand for Velfærdslisten, og fortsætter:

“Er skolelukningsflertallet bange for at høre, hvad borgerne mener? Den mistanke får man nemt. For hvorfor havde skolelukningsflertallet ellers behov for at rulle gardinerne så meget ned, at de formentlig har overtrådt loven? Spørgsmålet får vi endegyldigt besvaret på byrådsmødet på mandag.”

I det hele taget undrer Velfærdslisten sig over byrådsflertallets holdning til borgerne.

“Det her har været en stor demokratisk katastrofe. Grundlæggende demokratiske spilleregler, der sikrer, at også de, der ikke er en del af flertallet, har noget at skulle have sagt, har været sat ud af kraft. Både borgere og den politiske opposition har været sat uden for døren. Det er en klokkeklar lovovertrædelse og en skandaløs mangel på respekt for borgerne,” siger Kasper Fuhr Christensen.

Byrådsflertallet har gemt sig bag forvaltningen, som endda måtte stå for at fremlægge forslaget for pressen og kommer til at stå for borgermøderne. Ikke engang her tør de 26 byrådsmedlemmer stå på mål for deres eget forslag. Det giver borgerne grund til at spørge:

Er byrådsflertallet bare et ekspeditionskontor for forvaltningen? Eller er der i stedet tale om fej og udspekuleret ansvarsflugt? Vi håber, at byrådsflertallet vil bruge vores forslag til at lægge kursen om, så den bliver langt mere ærlig, demokratisk og borgervenlig.”

Velfærdslisten mener i øvrigt, at lokalafstemninger kan være et godt værktøj til at styrke lokaldemokratiet, også når det drejer sig om andet end skolelukninger.

“Det er næsten, som om nogle af byrødderne har den holdning, at når først borgerne har valgt dem, så behøver de ikke forholde sig til dem de næste fire år. Det er en fej og kujonagtig holdning. Byrådet bør inddrage borgerne langt mere. Og her er lokalafstemninger et oplagt værktøj at tage i brug, for eksempel også i forbindelse med budgetforlig og store nedskæringer,” slutter Kasper Fuhr Christensen.

RANDERSiDAG


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.