30 dages fængsel for socialt bedrageri

Torsdag 28. august 2014 kl: 15:54

30 dages fængsel for socialt bedrageri
Byretten i Randers har i dag behandlet tre sager om socialt bedrageri. Alle tre sager var tilståelsessager. Alligevel blev der kun afsagt dom i én af dem.

I den første sag havde en 38-årig mand modtaget dagpenge, selv om han havde fået arbejde. I alt havde han bedraget sin A-kasse for 23.000 kroner, fordi han ikke oplyste, at han var i arbejde. Manden har allerede indgået en aftale med sin A-kasse om en tilbagebetalingsordning.

Han blev idømt 30 dages betinget fængsel, med en prøvetid på ét år. Han modtog dommen.

I en anden sag havde en 48-årig kvinde i januar måned modtaget 12.000 kroner fra Randers Kommune, som skulle bruges til husleje. Hun havde oplyst sit eget kontonummer i stedet for udlejerens. Derved modtog hun uretmæssigt beløbet. Samtidigt viste det sig, at hun slet ikke boede på adressen. I retten oplyste den 48-årige kvinde, at hun ikke havde følt sig tilpas i lejligheden, og var derfor slet ikke flyttet ind i den.

Kvinden vedgik, at hun havde modtaget beløbet uretmæssigt. Alligevel må hun afvente dommen, som dommer Rikke Foersom vil afsige den 4. september.

Den sidste sag drejede som om en 32-årig mand, som også var sigtet for at have arbejdet, og samtidig modtaget dagpenge. Episoden lå helt tilbage til 2011. Også her valgte dommer Rikke Foersom at udsætte domsafsigelsen til den 4. september.

Af RANDERSiDAG


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.