Grønnere drikkevand

Onsdag 8. oktober 2014 kl: 10:31

Grønnere drikkevand
Målet er 'grønnere' drikkevand.
Der er bæredygtige dråber på vej til 3.000 husstande på Randers-egnen. Syd for Romalt ved Vilstrup Vandværk vil Verdo etablere et solcelleanlæg, der skal hjælpe med at gøre drikkevandsproduktionen mere CO2-neutral.

Når beboerne lukker op for hanen i den sydøstlige del af Randers, vil drikkevandet fremover være lidt mere miljøvenligt end andre steder i landet.

Vandet her stammer fra Vilstrup Vandværk, hvor Verdo Vand er gået i gang med at etablere et solcelleanlæg, som skal hjælpe med at levere den grønne strøm, der er behov for, til at pumpe vand op fra undergrunden, behandle det og bringe rent drikkevand videre ud til de ca. 3.000 hustande og virksomheder i området. Anlægget står klar til brug i efteråret 2014.

Danmarks grønneste vandforsyning
Verdos vandforsyningsselskab har et ambitiøst mål om at blive Danmarks grønneste vandforsyning. Et af midlerne er at bruge strøm fra vedvarende energikilder, i dette tilfælde solceller. Grundtanken med projektet er at erstatte en del af det traditionelle elforbrug med strøm produceret lokalt ved hjælp af vedvarende energi.

"Vi har kortlagt de muligheder, der er, for at blive grønnere inden for vores branche. Dette strækker sig fra brug af elbiler over afgræsning af kildepladser og grønne arealer med får til solenergi. Vi har vurderet, at investeringen i solceller vil være et godt første skridt, og vi har nu startet processen op med henblik på at etablere solcelleanlæg på alle vores vandværker og pumpestationer," siger vandforsyningschef, Peter Nordahn, fra Verdo Vand.

Bruger al den producerede strøm
Solcelleanlægget ved Vilstrup Vandværk er på ca. 300 m2 og 20 kW, som i størrelse svarer til 3-4 husstandsanlæg. Anlægget vurderes at kunne dække ca. 15 procent af det årlige elforbrug på vandværket.

"Vandværket kommer til at bruge al den strøm, som vores solceller producerer, så vi undgår spildproduktion," forklarer Peter Nordahn.

Solcellepanelerne placeres på græsarealet tæt op ad vandværket, så anlægget ikke er til gene for naboer og landskab.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.