Tradium vinder DM i fodboldOnsdag 22. oktober 2014 kl: 10:04Tradiums HG2-elever vandt deres indledende pulje ved ES Cup – DM i fodbold for erhvervsskoler – i sikker stil, og der var ingen slinger i valsen, da SOSU-skolen fra Odense blev slået 4-0 i kvartfinalen. "I semifinalen blev det til en smal sejr på 1-0 over en flok drenge fra smedeuddannelsen i Roskilde. Finalen måtte afgøres på straffe efter at den ordinære spilletid endte uden scoringer. Modstanderen var Learnmark Horsens, som viste sig at være en meget jævnbyrdig modstander. De havde desuden medbragt masser af tilskuere og megafoner, så vores drenge var i den grad på udebane i finalekampen," siger underviser og coach Daniel Katborg, Tradium. Udebanen påvirkede dog ikke Tradium-drengene mere end at de var i stand til at vinde straffesparkskonkurrencen på flotte redninger af Lasse Jensen og sikre spark fra markspillerne. Turen hjem i bussen foregik naturligvis i højt humør. Eleverne tog selfies med pokalen og fik et sæt spilletøj som præmie fra dansk firmaidræt. Vinderne (billedet): Lasse Jensen, Lasse Lykke, Mathias Møller, Mads Jørgensen, Jonas Mikkelsen, Dennis Hansen, Anders Lanng, Krists Steinhardts, Kasper Lauersen, Onur Albayrak og Isse Mohamed. Foto: Tradium © Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |