Dejlige kager til patienterne

Onsdag 22. oktober 2014 kl: 15:20

Dejlige kager til patienterne
Bager Patricia Olsen frister patienter på Regionshospitalet Randers med petitfour. Foto: John Bräuner, Regionshospitalet Randers.
På Regionshospitalet Randers er kage ikke et fy-ord. Tværtimod. Alt det, man som rask får dårlig samvittighed over at spise, står højt på menuen.

Små lækre petitfour trylles frem af hospitalets bager med det ene formål at friste patienter, som har mistet appetitten.
De små kager giver energi, og de kan være med til at forhindre, at patienter taber i vægt, mens de er indlagt.

"Med vores sortiment af petitfour forsøger vi at få patienter, som ikke har lyst til mad, til at spise", siger kostkonsulent i Patientkøkkenet, Ulla Høegh.

"Hvis man spiser for lidt, når man er indlagt, taber man sin muskelmasse, og det skal vi undgå. Derfor handler det om, at patienterne skal spise lige, hvad de har lyst til. Og her har petitfour vist sig at være et hit," siger Ulla Høegh.

For svage eller gamle patienter kan et traditionelt måltid mad virke uoverskueligt. En petitfour derimod er en lille, lækker energibombe, som er let at spise.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.