'Vi skal være modige og indrømme plads til forbedringer'

Tirsdag 28. oktober 2014 kl: 14:24

'Vi skal være modige og indrømme plads til forbedringer'
Henning Jensen Nyhuus (S): Åben over for forbedringer.
Det socialdemokratiske byrådsmedlem Henning Jensen Nyhuus har som den eneste besvaret spørgsmålene fra RANDERSiDAG, som vi stillede på baggrund af et indslag på TV2 Østjylland.

Det fremgik af tv-indslaget, at forligspartierne fastholder beslutningen om at lukke de fem skoler, som er omfattet af strukturforslaget.

Henning Jensen Nyhuus beklager, at TV2 Østjylland har klippet indslaget, som de har gjort, og opfordrer derfor til at gå ind på TV2 Østjyllands hjemmeside, hvor det fulde indslag kan ses.

”Jeg siger netop, at forslaget får fuld opbakning fra 24 byrådsmedlemmer, og at vi nu afventer høringssvarene. Hvis der er ”guldklumper” imellem, må vi som politikere også være modige nok til at indrømme, at der er plads til forbedringer i forslaget. Det er jo netop derfor at forslaget sendes til høring. Det er jo for at få undersøgt, om der skal ske ændringer,” siger Henning Jensen Nyhuus.

”Det vil da være tåbeligt, hvis jeg begynder at tale om ændringer i forslaget, før jeg kender høringssvarene. Derfor kan jeg jo slet ikke på nuværende tidspunkt sige noget om, hvorvidt høringssvarene giver anledning til ændringer eller ikke,” understreger Henning Jensen Nyhuus.

”Allerede nu har jeg da set nogle meget kvalificerede høringssvar, der giver stof til eftertanke, og som kræver overvejelser og beslutninger hos politikerne".

"Men jeg har langt fra set alle, og det gør jeg først den 4. nov. Derefter skal det hele fordøjes og forhandles i de efterfølgende dage, både i grupperne og hos forligspartierne,” oplyser den socialdemokratiske gruppeformand.

Det radikale byrådsmedlem Mogens Nyholm siger, at Radikale Venstre stadigvæk håber og tror, at fornuften sejrer i denne sag, og at forslaget til ny skolestruktur smides i skraldespanden.

”Der hører det retteligt hjemme,” siger Mogens Nyholm, og tilføjer:

”Det vil være ulykkeligt om magtens arrogance vinder i den her sag. En høring må og skal tages meget alvorligt. Vores skolebørn fortjener en bedre fremtid, end den tre-parti flertallet tilbyder."

* Søndag aften blev tre byrådspolitikere fra Randers interviewet til TV2 Østjylland. De tre politikere var hhv. Anders Buhl Christensen (V), Henning Jensen Nyhuus (S) og Frank Nørgaard (DF).

Af Egon Thomsen/RANDERSiDAG


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.