Hvor er pengene?

Torsdag 30. oktober 2014 kl: 08:23

Hvor er pengene?
Mogens Nyholm, Randers - viceborgmester, medlem af Randers Byråd, Radikale Venstre.
LÆSERBREV Af Mogens Nyholm, Randers - viceborgmester, medlem af Randers Byråd, Radikale Venstre.

I forbindelse med offentliggørelsen af noget af den korrespondance, der har været i forbindelse med forberedelsen af det forslag til ny skolestruktur, der er fremlagt, besværede borgmester Claus Omann Jensen sig over, at der havde været så meget opmærksomhed omkring de manglende papirer, og at man i stedet burde diskutere forslagets indhold.

Der er da ikke noget, vi hellere vil, men når man skal forholde sig til så stort og komplekst et materiale, er det af afgørende betydning, at man har muligheden for at gå helt til bunds i detaljerne for at kunne føle sig sikker på at overblikket også holder.

Det burde borgmesteren og hans mere erfarne ”venner” have været klar over, da de tilrettelagde processen, og ikke have gjort det efter opskriften: Lad os holde så meget skjult som muligt – for ellers siger Overmark og Fuhr bare noget ”grimt” – men det gør de jo netop derfor.

Nu er det stadig ikke lykkedes at få lov at se de tilgrundliggende beregninger, de er stadig hemmelige, men planen holder alligevel ikke indenfor dens egne præmisser.

Filosofien for planen er, at man vil nedlægge de små enheder og samle dem i større og mere effektive enheder. De skoler, der så bliver tilbage, skal udbygges, så de kan tage imod flere elever – og det skal de kunne allerede fra den 1. august 2015.

Til belysning af behovet for udbygning har man fået en ekstern konsulent til at undersøge behovet, og disse vurderinger er ikke hemmelige, og de fremgår af bilag H. Denne undersøgelse viser et behov for udbygning de to første år på 117 mio. kr., men i planen er der kun afsat 72 mio.kr. Der mangler altså 42 mio. kr. de første to år.

Så er der ganske vist flere penge de følgende år, men konsekvensen er, at de sammenbragte børn ikke bliver mødt med de fysiske rammer, som forslaget selv bruger som forudsætning for at det kan gennemføres.

Venstre har vel ikke planer om at hæve skatterne?

* Giv RANDERSiDAG-siden på Facebook en 'synes godt om".


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.