Den standhaftige tinsoldat

Mandag 24. november 2014 kl: 12:08

Den standhaftige tinsoldat
LÆSERBREV Af Kirsten Heiligers, Harridslev.

Den 19. november 2014 skete det, at Randers Kommune korrigerede deres forslag om ny skolestruktur for de berørte skoler, og til vores store glæde omhandlede det nye forslag en bevarelse af overbygningen på netop vores skole. Jeg var lettet og det gav mig nye forhåbninger om, at vi kan få lov til at beholde vores overbygning.

Men efter at have reflekteret og glædet mig over beslutningen et stykke tid, begyndte mine tanker at lede sig hen på alle de andre berørte skoler, som nu står dybt fortvivlede tilbage.

Navnlig tænker jeg på Gjerlev skole, som står med de samme bekymringer omkring en nedslagtning af deres lokalsamfund på trods af tidligere løfter omkring bevarelse af landsbyskolerne.

Jeg har den dybeste respekt for dette lille samfunds enorme engagement i kampen for bevarelse af deres skole. En kamp, som minder mig om H.C. Andersens eventyr ”Den standhaftige tinsoldat”.

Gjerlev-Enslev Skole minder mig lidt om den lille tinsoldat med kun ét ben, som var resultat af, at der under støbningen manglede det sidste tin for at kunne lave en hel tinsoldat.

Den lille tinsoldats liv på børneværelset var allerede fra første dag præget af modstand fra trolden i æsken. Han ville nemlig selv have den smukke danserinde.

Efterfølgende skulle tinsoldaten så grueligt mange prøvelser igennem, som blandt andet indebar en farefuld tur i en båd af papir og en rejse ind i fiskens gab. Under en forestående druknedød hører soldaten følgende ord for sine ører: ”Fare, fare krigsmand – døden skal du lide”, og det var lige hvad det endte med for ham. Han ender til sidst i flammerne på børneværelset sammen med den fine danserinde uden nogen grund, men han vidste godt, at trolden havde skylden for hans skæbne!

Det gør mig inderligt frustreret, at vi i Randers kommune ikke rummer pladsen til at favne forskellighederne? At vi ikke rummer miniputterne men helst vil tilgodese de store giganter. De hele tinsoldater.

En velfungerende skole. Et velfungerende samfund. Som godt nok skiller sig ud i forhold til andre skoler, fordi man ikke opfylder en gennemsnitlig klassekvotient. Men hvem siger, at stort er godt? Hvordan i alverden skal dette lille samfund bestå og fortsætte en udvikling, hvis skolen fjernes?

Som i Harridslev vælger mange bevidst at bosætte sig i byen på grund af skolen. Og uden skolen vil lokalsamfundet uddø. Hvem siger for i øvrigt at centralisering af skolebørn er givtigt?

Udviklingen peger i en positiv retning for Gjerlev-Enslev Skole over de næste år, som tilstandene er nu, og Randers Byråd er efter min mening forpligtet til at varetage interesserne for hele kommunen og åbne øjnene for, at godt nok er vi ikke alle sammen perfekt-støbte tinsoldater, men bør der ikke være plads i æsken til dem, der mangler et ben? Det får ikke æsken til at gå i stykker, men giver til gengæld børnene flere muligheder for at kunne glædes!

Fare fare krigsmand – døden skal du lide. Danserinden dør jo også til sidst i eventyret, hvis nogen skulle være i tvivl. Og hvilken person, jeg mener trolden i æsken symboliserer i kampen for Gjerlev-Enslev Skole - ja, gæt en gang.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.