LA: Stop truslerne mod lokalsamfundene

Onsdag 26. november 2014 kl: 10:27

LA: Stop truslerne mod lokalsamfundene
Jesper Bræmer, Randers: Stop truslerne mod lokalsamfundene.
Nok må være nok, mener Liberal Alliance, efter et byrådsflertal har udtalt, at de ikke vil give efter på forespørgslerne om, at lokalsamfundene kan overtage de nuværende bygninger, for de skoler hvor de mister dele af eller hele folkeskolen.

Flere grupper af borgere, herunder bl.a. en større i Vorup og Gjerlev-Enslev, har nemlig taget initiativ til at kigge på mulighederne for, at starte og drive deres egne friskoler.

Som det er sat op til nu, får lokalsamfundene mulighed for at leje sig ind i de nuværende lokaler, såfremt det vil blive brugt til fritids- eller kulturcentre. Vil man derimod bruge dem til friskoler, så udtaler formand for miljø og teknik, Frank Nørgaard (DF) at ”så må vi rive bygningerne ned og udlægge området til boliger”.

Liberal Alliances folketingskandidat, Jesper Bræmer, mener, at den udmelding er helt ude af proportioner:

”Hvis et lokalsamfund ønsker at drive dets egen skole, så skal det selvfølgelig have lov til det. At true med at rive bygningerne ned, er direkte dumdristigt og viser, at politikerne har mistet jordforbindelsen og glemt hvem der betaler regningen. De bygninger er lige så meget forældrene til de pårørte børn, som det er politikernes.”

Jesper Bræmer mener, der er tale om et ideologisk spil fra Dansk Folkeparti, Venstre og Socialdemokraterne. Han mener, at man af princip er i mod privatskoler, uden nogen som helst sagligt begrundelse.

Privatskoler klarer sig oftest bedre på det, der hedder UE-indekset - der er en årlig undersøgelse hvor der bliver kigget på det faglige niveau, hvor der også er taget højde for de socioøkonomiske parametre. I Randers Kommune alene, er de fem ud af de ti bedst præsterende skoler, privat- eller friskoler.

”Det her handler ikke om at skabe A og B hold. Det her handler om de frie fællesskaber og at de frivillige initiativer skal tages imod med åbne arme. Især når der er tale om en større gruppe mennesker i et lokalsamfund, der selv vil være med til at skole deres børn til fremtiden, på en måde de finder det bedst,” mener Jesper Bræmer.

I dag er Randers Kommune i forvejen én af de kommuner i landet, der har den største andel af elever på privat- og friskoler. Samtidig har Randers Kommune også en af landets laveste gini-koefficienter på 23,5 mod landsgennemsnittet på 25,3. Der er altså ikke noget evidens for at flere elever på privat- og friskoler, skaber ulighed i kommunerne, mener Jesper Bræmer.

Jesper Bræmer slår desuden fast, at såfremt han og Liberal Alliance får sin vilje, skal man ikke frygte større brugerbetaling til skolerne.

”Vi arbejder allerede nu i Liberal Alliance på, at få sat koblingsprocenten til privat- og friskoler op. Koblingsprocenten er den andel privat- og friskolerne får, i forhold til hvad folkeskolerne får. Den ligger på nuværende tidspunkt på 71 %, og vi ser den gerne hævet til 80 % eller mere. Det vil betyde brugerbetalingen vil blive minimal, eller måske endda slet ikke til stede.”

Liberal Alliance vil fortsat kæmpe for, at lokalsamfundene får mulighed for at overtage de nuværende bygninger på så lempelige vilkår som muligt. Jesper Bræmer opfordrer desuden borgere, der er interesseret i at være med til at etablere en privat- eller friskole i deres lokalsamfund, til at bakke op om de lokale initiativer.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.