Hvor skal pengene komme fra?

Torsdag 27. november 2014 kl: 12:14

Hvor skal pengene komme fra?
Arne Erikslev, Randers.
LÆSERBREV Af Arne Erikslev, Søren Møllers Gade 11, Randers.

Svar på flere og lange henvendelser omkring skolestrukturforliget her i Randers Kommune.

Rigtige mange og gode betragtninger, men desværre mest kritik af forliget og processen mv. og med udgangspunkt i egen lokale skoleområder.

Jeg har selvfølgelig stor forståelse for frustrationer omkring skoleforliget, men er meget uforstående over for ordvalg, personhetz, trusler og favorisering af de partier, der ikke ønsker at tage ansvar.

Desværre ingen præcise forslag til, hvordan skolestrukturen skal være fremover ud fra de faktiske forhold af,

- at en vedligeholdelse og påbud (herunder udluftning og lovliggørelse) af den bestående skolemasse vil koste 450 mio. kr.
- at børnetallet falder med ca. 400 elever over de næste år.
- at der skal tages en helhedsbetragtning til hele kommunens 9.300 elever.

Hvor skal pengene komme fra?

Der savnes også svar herpå fra de partier, der ikke vil tage ansvar og være med i forliget. Det eneste, som jeg har hørt fra listerne, er skattestigninger.

Jeg skal ikke forholde mig til enkelte forhold, men når jeg tillader mig at udtale mig generelt om udviklingen, så er det ud fra følgende erfaringer:

Jeg er født på Ålestrup Skole, hvor min far var lærer og, hvor vi havde vores bolig.

Vi flyttede så til Sdr. Onsild skole (nu Mariagerfjord kommune), hvor min far blev førstelærer. I byen var der en forskole (ca. samme afstand, som mellem Vorup Skole og Søndermarkskolen). Kommunen besluttede på et tidspunkt at nedlægge forskolen, som lærerinden var meget sur over, men det var accepteret af forældrene.

I kommunen var der også en mindre skole i Nr. Onsild (ca. samme afstand, som mellem Rytterskolen og Vestervangsskolen), som havde svært ved at tiltrække lærere, hvorfor kommunen besluttede at nedlægge den, hvilket gav en meget kort uro hos forældrene, men senere stor tilfredshed med, at nu lærte eleverne noget.

Det gav så anledning til, at der blev bygget en ny centralskole og min far blev udnævnt til skoleinspektør.

Som så mange andre kommuner, så har Mariagerfjord Kommune også været nødsaget til at lave en skolestruktur i 2011/12, hvilket betød, at min fars gamle skole skulle nedlægges, hvilket jeg naturligvis skal beklage, da det jo også var mit hjem.

Der er nu etableret en friskole. Heldigvis er der lige ved siden af en idrætsefterskole.

Da jeg for kort tid siden besøgte Sdr. Onsild, så blev jeg rigtig ked af det.
Der var tidligere en meget stor brugsforening, 3 købmand, slagter og bager - nu er der ingenting. Hvorfor det? Ja, det må jo være fordi, at beboerne ikke har handlet der, men formentlig handler i Hobro.

Endnu mere trist, så erfarede jeg, at kommunen var ved at nedrive 2 - 3 faldefærdige huse i byen.

Hvordan skulle man have bremset denne udvikling?

Jeg siger ikke, at det er godt, men har været vidne til denne udvikling.

Tilbage til de lokale forhold, så har jeg en svigersøn, der er lærer, og en svigerdatter, der er pædagog på en skole her i Randers, så jeg får også en noget mere nuanceret beskrivelse af holdningen til skolestrukturen end jeg oplever her og i vrede debatindlæg.

Referencer:
* ERIKSLEV, HØR EFTER - klik her
* TIL LYKKE MED FORLIGET OM DEN NYE SKOLESTRUKTUR - klik her.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.