Beboerlisten-EL-Kommunister

Søndag 21. december 2014 kl: 09:39

Beboerlisten-EL-Kommunister
Hans Kortbek, Stevnstrup.
LÆSERBREV Af Hans Kortbek, Grenstenvej 47, Stevnstrup.

En repræsentant for Beboerlisten er åbenbart sendt i byen af det lokale ”politibureau”, for at angribe mit indlæg ”Ingen ved siden af Folketinget”.

Meget skarpsindigt har brevskriveren regnet ud, at mit indlæg nok er et forsvar for de politikere, som er anmeldt af en forsvarsadvokat til en terrordømt, for at blande sig i domstolenes arbejde.

Jeg er glad for at få lejlighed til at gentage, at ingen er ved siden af Folketinget. Domstolene skal afgøre, om folk er skyldige – og bevisførelsen er helt fri. Hvis så folk er kendt skyldige, så skal de også have en straf, og det er her problemet med for megen misforstået humanisme og rundkredspædagogik sætter ind.

Her tror jeg, at det bliver nødvendigt med mindre råderum til domstolene, så Folketinget og befolkningen kan få skyldige idømt den straf, som det var lovgivernes hensigt, da de lavede loven. Det er derfor, at der i strafbestemmelserne i højere grad skal stå ”skal” i stedet for ”kan”.

Vi liberale går ind for, at man er uskyldig, indtil man er dømt. Men når man er dømt, så skal man have den straf, som står i loven.

Repræsentanten for Beboerlisten, som jo har sine rødder i den yderste venstrefløj og historisk i kommunismen, fabler også om fascisme. Jeg ville nu ikke kaste med sten, hvis jeg selv bor i glashus. Kommunisme, fascisme og nazisme er ét fedt – diktatur systemer, som har slået og slår folk ihjel uden rettergang.

Det var vist også en repræsentant for den yderste venstrefløj, der på Facebook viste sit ”demokratiske sindelag” ved at opfordre til mafia-lignende chikane af byrådsmedlemmer, som går ind for den nye skolestruktur.

Jo man bør nok tage de demokratiske jubelord fra den yderste venstrefløj med et vist gran salt.

* INGEN VED SIDEN AF FOLKETINGET - klik (omtalte læserbrev)

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.