DF: Den yderste venstrefløj infiltrerer skoledebatten

Søndag 21. december 2014 kl: 14:46

Frank Nørgaard, byrådsmedlem (DF), er ikke i tvivl: Den yderste venstrefløj afsporer skoledebatten.
Frank Nørgaard, byrådsmedlem (DF), er ikke i tvivl: Den yderste venstrefløj afsporer skoledebatten.

DF: Den yderste venstrefløj infiltrerer skoledebatten
Retorikken er afsporet, mener DF's Frank Nørgaard og henviser til, at venstrefløjen bringer Taleban og mafiaen ind i skoledebatten.
INTERVIEW Frank Nørgaard, gruppeformand for Dansk Folkepartis byrådsgruppe i Randers, tager i et interview med RANDERSiDAG bladet fra munden om kritikerne af forslaget til skolestruktur.

Frank Nørgaard mener, at det er den yderste venstrefløj, som står for kritikken, men kun fordi de har en helt anden dagsorden end kritik af skolestrukturen.

"Hovedparten af kritikerne på f.eks. Facebook, hvor der er livlig debat, er personer, som ikke har den fjerneste berøring med folkeskolen, men er fremtrædende på den yderste venstrefløj«," påpeger Frank Nørgaard.

"At det er den absolutte venstrefløj, som står bag, blev helt tydelig, da modstanderne hentede ekstremisten Rune Engelbrecht Larsen til Randers. Det var ham, som i tidsskriftet ”Faklen” skrev artiklen ”Sådan anskaffer du dig en pistol”, hvor han forudså, at såfremt den politik, som højrefløjen førte mod indvandrere, eskalerede, så måtte trængte indvandrere eventuelt ”overveje et fremtidigt selvforsvar.”

Politisk plat på debatten
"Til skoledemonstrationen den 1. september blev en nyvalgt folketingskandidat for Enhedslisten, Rasmus Vestergaard Madsen hentet til Randers for at tale. Hvorfor er der ingen talere fra Radikale Venstre, SF eller Konservative," spørger Frank Nørgaard og giver selv svaret:

"Det er selvfølgelig fordi Enhedslisten og Beboerlisten og Velfærdslisten, har valgt at slå politisk plat på denne her skoledebat."

Frank Nørgaard fortæller, at han har stor respekt for langt de fleste modstandere. Heriblandt også forældrene fra Gjerlev-Enslev Skole.

"Alle steder er der arbejdet meget seriøst med høringssvarene, hvor vi er blevet præsenteret for gode og vægtige argumenter," siger Frank Nørgaard.

"Derfor er det ærgerligt, at den yderste venstrefløj hele tiden forsøger at ødelægge debatten, ved f.eks. at sammenligne politiske modstandere med Taliban, mafiaen m.fl. og opfordre til at benytte udemokratiske metoder ved f.eks. at spærre vejen til byrådssalen eller bringe byrådsmedlemmernes familier og arbejdsforhold ind i sagen," tilføjer Frank Nørgaard.

Lovlig indsamling?
Samtidig peger Frank Nørgaard på, at der via Facebook er igangsat en pengeindsamling til ”Forældre mod ny Skolestruktur” og sætter i den forbindelse spørgsmålstegn ved, om den indsamling overhovedet er lovlig.

Gruppeformanden understreger, at det er på høje tid, at afsløre disse venstrefløjsaktivister og deres skjulte motiver.

Er det ikke legitimt at involvere sig i skoledebatten, uden selv at have relation til skolerne?

"Jo, bestemt. Det, jeg efterlyser, er bare, at venstrefløjsaktivisterne er ærlige omkring deres motiver, de gemmer sig bag et røgslør af floskler om demokrati, ytringsfrihed og tolerance – tre vigtige ting som bestemt ikke ligger ligefor, når man læser eller hører venstrefløjsaktivisternes propaganda i diverse medier," svarer Frank Nørgaard.

R og K spændt for venstrefløjens vogn
"Det er bemærkelsesværdigt, at både Radikale Venstre og Konservative lader sig spænde for den yderste venstrefløjs vogn," slutter Frank Nørgaard.

Tekst og foto: Egon Thomsen/RANDERSiDAG

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.