DM i floorball i Randers

Fredag 9. januar 2015 kl: 10:52

DM i floorball i Randers
Randers bliver i år vært for DM i floorball. Sporten er i en kæmpe vækst, og er blandt en af de sportsgrene DIF og DGI vil satse på frem i mod 2020.

Det danske landshold sluttede som nummer 7 ved det seneste verdensmesterskab i Sverige.

Det er den lokale klub, Randers Raptors, der kommer til at arrangere det store finalearrangement, som finder sted 4. april i Arena Randers.

Arrangementet byder på fire kampe. Bronzekampe for damer og herrer og finalekampe for damer og herrer. Dermed er der lagt op til et hæsblæsende arrangement, når den danske floorballelite skal kæmpe om årets DM-medaljer.

”Vi vil skabe et storslået arrangement for alle floorballinteresserede, men også for randrusianerne, som meget gerne må få øjnene op for vores sport,” siger Christian Brøns fra Randers Raptors.

Randers Raptors har i de senere år været i vækst på medlemsfronten, men med DM-finalerne vil de styrke kendskabet til sporten i Randers.

”Det er en sport de fleste kender fra folkeskolen, men de færreste ved, at den udøves på eliteplan. Med DM-finalerne kan vi vise sporten fra sin bedste side,” siger Christian Brøns.

Danmarksmesterskabet er i tæt samarbejde med Eventsekretariatet og Randers Kommune kommet til Randers.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.