'Nu gælder det børnene'

Lørdag 24. januar 2015 kl: 13:44

'Nu gælder det børnene'
LÆSERBREV Af Finn Rytter Larsen, Blenstrupvej 30, Gjerlev.


Leder i Amtsavisen: Nu gælder det børnene.

Amtsavisens chefredaktør, Axel Præstmark, mener, at Venstre gennem konstitueringsaftale selv har valgt balladen på skoleområdet. Alligevel mener han, at Beboerlisten, Velfærdslisten og Mogens Nyholm nok burde have leveret mere medspil, altså have været mere konstruktiv og medansvarlig, så der ikke blev ”bøvl og ballade i endeløse baner”.

Det er imidlertid en alvorlig fejlbedømmelse, Præstmark begår. Selv om alle 31 byrådsmedlemmer havde været for den fremlagte og vedtagne skolestruktur, ville der have været alvorlig modstand/ballade. Der er så mange forældre, som ikke stiltiende vil finde sig i, at magthavere overhører hundredvis af høringssvar og andre tilkendegivelser, som bygger på pædagogiske kendsgerninger frem for en fattig økonomisk ”gevinst”, der kaster masser af børn og ansatte ud i kaos.

”Den politiske proces er slut. Nu gælder det børnene” slutter Præstmark af med. Jamen, kære chefredaktør, hvor har du været henne de sidste fem måneder? Både ”ja-sigerne” og ”nej-sigerne” har på hver deres måde taget børnenes parti. Ja-sigerne med ”vi gør det for børnenes skyld” og ”de fleste børn tager ikke skade af at blive flyttet” samt ”forslaget gør børnene mere parate til arbejdslivet senere”. Nej-sigerne mener kort og godt, at mange børn – ikke mindst de såkaldt svage – tabes i det kommende kaos.

Præstmark mener, ligesom borgmesteren, at børn- og skoleudvalgsformand, Bjarne Overmark, ”burde erkende sit nederlag” og være sit ansvar voksen.

Der kom det så frem, at vigtigere end hensynet til børnene er/var det, at Bjarne Overmark led nederlag.

Derfor burde han loyalt implementere den skolestruktur, som et overbevisende flertal i byrådet har besluttet! Hvad nederlag er der i at være uenig med magthaverne? Betyder det så også, at forældrene har lidt nederlag? Frihedskæmpere er pr. definition ikke loyale over for magthavere.

Loyale personer er der nok af i byrådet. Alle de, som ikke ville – eller måske ikke kunne – forklare forældre, hvad det gode er ved den nye skolestruktur. De havde ikke andet end loyalitet at byde ind med. Derfor kan Præstmark konkludere, at magthaverne vandt over Overmark, forældre, børn og ansatte.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.