Radiomontage om Carl Nielsen

Tirsdag 27. januar 2015 kl: 17:43

Radiomontage om Carl Nielsen
Komponisten Carl Nielsen.
Radio Randers var med, da OK Klubben for ældre i Randers denne måned havde foredrag om komponisten Carl Nielsens musik og liv. Nu sender radioen en montage fra foredraget.

Det hele i forbindelse med komponistens 150 år i år. Højskolelærer, organist og korleder Pia Dahl stod for foredraget.

Radio Randers udsendte medarbejder, Anja Dybris, var på pletten - og det er blevet til en montage om den store komponist, hvor du både hører lidt fra foredraget, interview med foredragsholderen, noget af Carl Nielsens musik og brudstykker af komponistens selvbiografi, 'Min Fynske Barndom'.

Omkring 150 tilhørere var mødt op til hyldestforedraget i Fritidscentrets med Pia Dahl, arrangeret af OK Klubben i Randers. Det var ikke kun ord og tale der lød i foredraget. De fremmødte havde også mulighed for at synge med på nogle af Carl Nielsens kendte melodier som f.eks. "Jens Vejmand" med tekst af Jeppe Aakjær.

Carl Nielsen er nok den danske komponist, der har flest melodier i den danske højskolesangbog.

I radiomontagen hører vi bl.a. nogle af Carl Nielsens melodier spillet af foredragsholderen selv på blokfløjte sammen med den klassiske guitarist Kristian Buhl-Mortensen.

Uddragene af komponistens selvbiografi "Min Fynske Barndom", der læses af radiojournalist Jan Nordendorf Pedersen, fortæller om Carl Nielsens opvækst i stor fattigdom, om hans møde med musikken, hvordan han som ung purk finder melodier ved at slå på favnebrænde i en brændestabel - og om hans begejstring, da han for første gang spiller på onkel Hans' klaver.

Du får også i Anja Dybris montage en indsigt i Carl Nielsens særegne måde at arbejde med musikken på og den betydning, Carl Nielsen har haft i sin samtid såvel som i dag.

* Udsendelsen bliver bragt fredag d. 30. januar kl. 14:15 og onsdag d. 4. februar kl. 16:15. Radio Randers - FM 104,9 – Hybrid 94,4

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.