Fjordforbindelse - jeg vil gå forrest

Mandag 2. marts 2015 kl: 10:59

Fjordforbindelse - jeg vil gå forrest
Mogens Nyholm, Randers - folketingskandidat, Radikale Venstre.
LÆSERBREV Af Mogens Nyholm, Aalborggade 20, Randers -
folketingskandidat, Radikale Venstre.

Længe har vi hørt om, at nu er en regional fjordforbindelse lige på trapperne. Som man siger, lige ved og næsten slår ingen mand af hesten. Nu skal der for alvor presses på.

En østbro mellem Assentoft og Tjærby er ikke et Randers-projekt – det er et regionalt projekt, og skal tænkes som sådan.

Vi, der bor her i regionen, kender alt for godt til, at vi både i tide og utide har trafikpropper ved Randersbro. I flere år har Randersbro været en af de mest trafikerede strækninger i Danmark. Alligevel er der intet sket for at få trafikken aflastet.

Randers Byråd har længe råbt højt, og bl.a. Djursland er med i koret. Råbene er ikke hørt i København, hvilket vi jo af og til oplever. Ærgerligt og fatalt. De barske kendsgerninger er nemlig, at vi kun får en regional fjordforbindelse, hvis Folketinget vil spille med.

Vores region har brug for en fjordforbindelse. Den vil nemlig binde vores område bedre sammen, ligesom den vil give bedre muligheder for vækst og udvikling. Og meget mere.

Et delt Danmark er ikke lykken, hverken for metropolerne eller landdistrikterne. Derfor må der handles, så vi får et Danmark i balance.
En fjordforbindelse øst for Randers by er et vigtigt tiltag for vores regions fortsatte attraktivitet – både for vores større byer og landdistrikterne. Vores områdes fremtidsudsigt er i den grad afhængig af, at Folketinget giver os bevågenhed.

På den lange bane vil det være bedst om fjordforbindelsen bliver en tunnel. En fjordforbindelse hvor der tillige tages hensyn til natur og mennesker. Grønne hensyn er jo just blevet belønnet i Viborg (Foulum).

Som folketingspolitiker vil jeg gå forrest med hensyn til at vores region endelig får en fjordforbindelse. En regional bro kræver, at vores område har folketingspolitikere, der tager fat, og det er nok ikke en ulempe, at de politikere der skal kæmpe kampen derovre i hovedstaden, har bopæl i vores område og kender hverdagens udfordringer.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.