Skolebyggeri på Vestervangsskolen

Torsdag 5. marts 2015 kl: 10:05

I det nyoprettede læringscenter er der blandt andet plads til at 7.-9. klasserne kan skabe sig et ungemiljø med både gruppearbejder og selvstudie
I det nyoprettede læringscenter er der blandt andet plads til at 7.-9. klasserne kan skabe sig et ungemiljø med både gruppearbejder og selvstudie

Skolebyggeri på Vestervangsskolen
Viceskoleleder Charlotte Worm-Leonhard i den nuværende udskolingsdel, der danner rammen om 7. – 9. klassernes unge-miljø.
Med en anlægsbevilling på 22,8 millioner kroner fra byrådet får Vestervangsskolen det sidste løft til en topmoderne folkeskole.

Det skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.

Den gamle 1960-skole er blevet ombygget flere gange og fremstår med store pæne og lyse lokaler. Skolen er derfor klar til at øge elevtallet og modtage de mange nye elever efter sommerferien. Ønsker man som elev eller forældre selv at se rammerne på Vestervangsskolen og høre mere om ombygningen er der åbent hus på tirsdag den 10. marts.

På Vestervangsskolens kontor har viceskoleleder Charlotte Worm-Leonhard sammen med den nye skoleleder, Elsebeth Andersen, travlt med at kigge byggeplanerne efter i sømmene.

Der kommer til at ske meget på skolen i de kommende måneder – især under skolernes sommerferie. De nuværende lokaler til udskolingens 7. – 9. klasser som blev taget i brug ved begyndelsen af dette skoleår skal i fremtiden bruges til mellemskolen.

Gamle klasselokaler, der på nuværende tidspunkt ikke bruges fast, men som i dag står til rådighed for elever og lærere til eksempelvis projektarbejde, bliver renoveret. Nye vinduer, skabe og maling er blandt ingredienserne, som skal gøre lokalerne moderne og lækre til det nye skoleår.

”Som udgangspunkt er vi rigtig godt hjulpet på vej, da vi har fået foretaget flere store ombygninger i de senere år. Sammen med arkitekter fra kommunens Miljø- og teknikforvaltning har vi lagt en plan, som betyder at alle elever kan rykke ind i flotte og lyse klasselokaler lige efter sommerferien,” fortæller Charlotte Worm-Leonhard.

Som en del af planen bliver de tidligere ungdomsklub-faciliteter bygget om til lokaler for de kommende 6. klasser. Ungdomsklub Vest er midlertidig flyttet sammen med klubtilbuddet på Nørrevangen og straks efter en offentlig licitation, hvor håndværkerne kan byde på opgaven er arbejdet klar til at gå i gang til april.

Vestervangsskolen får fra 1. august flere ansatte og der skal derfor også etableres nye faciliteter til brug ved personalets forberedelse. Der vil i den forbindelse blive bygget til. For at forstyrre dagligdagen mindst muligt vil tilbygningen blive etableret på ydersiden af den eksisterende bygning. Først til sidst vil den oprindelige væg ind til et eksisterende gangareal blive væltet.

Fase 2: Opgradering af udskolingen
Når de basale rammer er på plads til det kommende skoleår begynder arbejdet med det som skoleledelsen kalder ’cremen’. Nye faglokaler til 7.- 9. klasserne i udskolingen. Inspirationen bliver hentet fra den nuværende udskoling, der ikke er indrettet som et traditionelt klasselokale.

Eksempelvis er der et lokale med alternativ møblering, som lægger op til mere fællesskab i et moderne ungemiljø. Den nye udskoling skal blandt andet rumme lokaler til sprogundervisning, matematik og biologi.

”De nye faciliteter skal målrettes de enkelte fag og samtidig skabe rammerne for udviklingen af en ny og moderne undervisningsform, som involverer elever mere. Vi er allerede i gang med sådanne former for undervisning, og de nye rammer vil være bedre tilpasset denne undervisningsform,” siger skoleleder Elsebeth Andersen.

Indtil de nye faciliteter bliver klar vil de områder, som bliver ombygget være skarpt adskilt fra de lokaler, hvor eleverne opholder sig. Det sker ved hjælp af opsatte støvvægge, sådan at eleverne ikke går i skole på en byggeplads. 7.-9. klasserne vil foruden at kunne være i deres klasselokaler, blandt andet også kunne opholde sig i skolens læringscenter, hvor der er rammer til at skabe en moderne skole for udskolingen. Her er der plads til at fordybe sig både individuelt og i grupper - foran computeren eller med en bog.

Fase 2 kommer også til at indeholde byggeriet af en ny kantine, således at eleverne i udskolingen får sin egen kantine. Indtil den kan blive klar deles elever om den nuværende kantine og der holdes spisefrikvarter på forskellige tidspunkter i indskolingen, mellemskolen og udskolingen.

Åbent hus
* Elever og forældre, der gerne vil vide mere om skolebyggeriet på Vestervangsskolen og se de nuværende rammer inviteres til åbent hus på skolen. Det sker tirsdag den 10. marts kl. 17 - 18 og igen kl. 18 – 19.


Viceskoleleder Charlotte Worm-Leonhard viser rundt i den nuværende udskolingsdel, der danner rammen om 7. – 9. klassernes unge-miljø, hvor der er blandt andet er plads til at elever kan modtage anderledes og inspirerende undervisning.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.