Nu får randerspigerne en fodboldskole

Søndag 8. marts 2015 kl: 10:56

Nu får randerspigerne en fodboldskole
Som et nyt initiativ op til sommer arrangerer DGI Østjylland fodboldskole kun for piger. Foto: Niels Husted.
Som et nyt initiativ op til sommer arrangerer DGI Østjylland fodboldskole kun for piger.

Det sker i samarbejde med fodboldklubben Fortuna Randers i uge 32, hvor byens fodboldglade piger i alderen 7-15 år får mulighed for en aktiv ferieoplevelse med masser af spændende, udfordrende og anderledes fodbold.

Det sker på banerne ved Randers Firma Sport i Hornbæk.

”Vi kan jo se på udviklingen, at flere og flere piger vælger at snøre fodboldstøvlerne, når de skal dyrke idræt. Derfor synes vi, at det kunne være rigtig interessant at lave en fodboldskole kun for pigerne, så de kan spille og være sammen på deres præmisser uden drengene”, siger Ebbe Glargaard, fodboldkonsulent ved DGI Østjylland.

Alle kan være med
Alt er organiseret og ledet af kvalificerede trænere og hjælpetrænere fra det pågældende lokalområde gennem den lokale klub eller forening, der har som deres fornemmeste op-gave at sørge for, at alle deltagerne kan være med – både øvede og ikke øvede. Dette vil naturligvis også være tilfældet, når fodboldskolen for piger slår dørene op til sommer.

”Vi håber at få en 50-75 piger med på skolen. Randers har jo et stort opland med masser af fodboldinteresserede piger, ligesom Fortuna Randers har et godt netværk, så grundlaget er bestemt til stede. Vi glæder os i hvert fald til at byde både begyndere og øvede fodboldpiger velkommen til sommer. Vi lover, at det bliver både sjovt og lærerigt”, siger Ebbe Glargaard.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.