Kalles udgydelser og hvad de afstedkom

Tirsdag 14. april 2015 kl: 08:25

Kalles udgydelser og hvad de afstedkom
Morten Grosbøl, Randers - byrådsmedlem, Dansk Folkeparti.
LÆSERBREV Af Morten Grosbøl, Skelvangsvej 79, Randers - byrådsmedlem, Dansk Folkeparti.

Ved at læse Kalle Nielsens sidste udgydelser kom jeg til at tænke på en historie, jeg hørte, mens jeg sejlede som radiotelegrafist for en menneskealder siden.

Skipperen var lidt utilfreds med førstestyrmanden, så da denne dukkede op på broen, efterladende en fin duft af øl, skrev han i logbogen:

”I dag mødte førstestyrmanden fuld på vagt!”

Da skipperen næste formiddag ville kontrollere logbogen, så han til sin store irritation, at styrmanden havde tilføjet:

”I dag mødte skipperen ædru!”

Når jeg kommer i tanke om denne historie i forbindelse med Kalle, og listerne for den sags skyld, så skyldes det selvfølgelig, at de er eksperter i at pille enkeltdele ud af en helhed for derefter at sammenstille dem med enkeltdele pillet ud af andre sammenhænge, så ordene og handlingerne får en helt anden eller ligefrem modsat betydning af, hvad de var beregnet på oprindeligt.

I alle menneskelige relationer hvor der udveksles synspunkter og handles, vil der opstå situationer, som kan misforstås og misbruges, hvis man ønsker det.

Det er kun fuldstændig fejlfri personer som Kalle og ligesindede, der aldrig laver fejl. De er så moralsk overlegne, at de ubesværet manøvrerer rundt i situationer, hvor vi andre på grund af vore menneskelige svagheder falder totalt igennem. De dømmer strengt, men retfærdigt om hvornår, vi er racistiske eller grådige. Hvornår vort menneskesyn ikke slår til. Hvor vi giver efter for misundelse og andre lave menneskelige instinkter, står de frem som moralske fyrtårne.

Vi må desværre nøjes med at beundre dem i deres uopnåelige ophøjethed og håbe på, at de vil tilgive os.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.