16 eller 16.000?

Tirsdag 14. april 2015 kl: 08:31

16 eller 16.000?
Jens Peter Hansen, Hvidsten - byrådsmedlem, Venstre.
LÆSERBREV Af Jens Peter Hansen, Asfergvej 13, Hvidsten - byrådsmedlem, Venstre.

Vindmøllerne i Binderup projektet vil kompensere for, hvad der svarer til 16.000 personers CO2 aftryk.

Vindmøllerne vil også betyde gener – naturligvis under tålegrænsen - for 16 husstande i møllernes nærområde.

Dette er et typisk dilemma, når der sker ændringer: Nogle få påføres øgede ulemper eller gener, for at der kan ske en udvikling til fordel for de mange.

Det ideelle ville være, at der kun bliver rejst vindmøller, el-master og mobilmaster eller bliver bygget veje, jernbaner, fabrikker, landbrug, minkfarme eller motorbaner, forudsat at ingen påføres gener. Den holder
ikke, såfremt det er den enkeltes egen opfattelse, der lægges til grund for, hvorvidt der er gener.

Enhver form for omforandringer ville blive blokeret: Mobilnettet ville være hullet som en si. Det Nordlige Hængsel var næppe blevet til noget, og en ny Havnevej vil kræve økonomi til at grave den 10 m under jorden.

Derfor har vi som samfund i fællesskab fastlagt niveauer for, hvad vi hver især må tåle af f.eks. støj, lugt og visuelle påvirkninger.

Dette samt fem klimarapporter fra FN's klimapanel, der med skræmmende tydelighed viser behovet for en indsats mod klimaforandringer gør, at jeg uden betænkelighed prioriterer de 16.000 frem for de 16.

At vægte hensyn til gener, der ligger under tålegrænsen højere end nødvendigheden af at bidrage i kampen mod klimaforandringer, er for mig helt ude af proportioner.

Anlagde vi tilsvarende betragtninger på alle andre områder, ville stort set al udvikling gå i stå.

Vi har som politikere - på globalt, nationalt og lokalt plan - påtaget os at prioritere afvejninger mellem hensynet til den enkelte og hensynet til helheden. Det ansvar bør vi hver især løfte på konsistent vis –
uanset om det drejer sig om vindmøller, vejanlæg eller en motorbane.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.