Den sidste bank i byen

Onsdag 15. april 2015 kl: 08:36

Den sidste bank i byen
Asger Brorsen, Havndal.
LÆSERBREV Af Asger Brorsen, Kløvervænget 7, Havndal.

Det blev så 14. april offentliggjort, at Sparekassen Kronjylland lukker og slukker i Havndal og sammenlægger afdelingen med Ø. Tørslev. Jeg er selv kunde i Sparekassen og fik den triste besked med posten, da jeg kom hjem fra arbejde.

Det er den sidste 'bank' i Havndal, som forsvinder. Østjydsk Bank valgte den samme løsning for kort tid siden – mig bekendt grundet bankens dårlige økonomiske stilling.

Det undrer mange af os, at Sparekassen tager dette skridt samtidig med at den annoncerer et flot resultat i et i øvrigt tilsyneladende veldrevet pengeinstitut. Nu var Sparekassen jo alene i byen, men Havndal og opland er åbenbart ikke interessant nok.

Jeg synes ærligt talt, at Sparekassen svigter sine mange kunder her i området. Særligt for de ældre bliver det et problem at få ordnet almindelige bankforretninger. Men det bliver sandelig også et praktisk problem for alle andre. Bl.a. børnene kan jo ikke tage bilen til den nærmeste afdeling.

Det er også en deroute for Havndal-Udbyneder. Ikke alene er begge pengeinstitutter nu lukket, men vort plejehjem er truet, Havndal Hallen er stærkt truet og Havndal Skole mister overbygningen (7-8-9 klasse) til august. Jeg skal huske at nævne, at børnehaven lukkes og flyttes op til skolen.

Om der er direkte forbindelse mellem den kommende decimering af vor skole og f.eks. situationen omkring bankerne i byen, ved jeg ikke. Men det er soleklart, at hele skolesagen har ødelagt rigtig, rigtig meget for vor by.

Det er mig fortsat uforståeligt, at vore lokale ledende folk fra Venstre og Socialdemokraterne valgte at modarbejde vor gruppes kamp for at beholde en hel skole i Havndal. Jeg kan ikke tro andet, end at Christian Boldsen og Frode Rasmussen fra Venstre eller Jane Wind fra Socialdemokraterne nu må sidde med en særdeles dårlig smag i munden – måske endda dårlig samvittighed. De svigtede, da det gjaldt.

Kære tro partisoldater fra Venstre og Socialdemokraterne: I ser nu de direkte konsekvenser af at bringe udkantsdanmark ind i Havndal-Udbyneder. Alt det, som vi advarede jer om igennem flere år, er nu ved at ske.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.