Set fra mine altaner 2

Lørdag 18. april 2015 kl: 09:02

Set fra mine altaner 2
LÆSERBREV Af Finn Rytter Larsen, Blenstrupvej 30, Gjerlev.

Efter at have været hjemmefra en dags tid er det altid spændende at komme på altanerne. I dag er udsigten imidlertid skræmmende. Uanset hvilken retning jeg ser i, står der konstitueringsaftale.

At klimaet i byrådet er elendigt, ved alle. For mig er det utroligt, at nogle få skal have al skylden for det. Det er topmålet af snæversyn at have den holdning, som siger, ”at enighed gør stærk”, uden at tænke at uenighed er muligheden for at udvikle. Det gav ingen mening at udelukke politikere – udvalgsformænd eller ej – under skolepolitikken. Nu vil nogle politikere derefter bryde konstitueringsaftalen. Til hvad nytte? Bliver klimaet bedre?

I den ”lokale” avis har chefredaktør Axel Præstmark ikke uventet den konklusion, at ”en omkonstituering er en barsk og nødvendig beslutning”.

Han er jo også nødt til at vælge side, ikke mindst med det forestående folketingsvalg i kikkerten. Det ville sandsynligvis være en katastrofe for avisen, hvis han udtrykte andet. Nedgang i annoncekronerne ville ikke være en god udsigt!

Gemt lidt bag konstitueringsaftale titter en glædelig udsættelse af høringsfristen på ældrepolitikken frem. Jeg håber virkelig, at der kommer mange høringssvar på banen. Mere om det på et senere tidspunkt, for forløbet med at sætte ældrepolitikken til høring har ikke været køn.

Høringen skulle oprindeligt have forløbet fire uger i marts. Ingen meddelelse om udsættelse. På forespørgsel fra Kirsten Lorentzen fik hun oplyst, at høringen ville starte sidst i marts. Ingen synlige tegn på, at det var sket. Derimod kunne man tydeligt se, at høring om spiritusbevillinger var igangsat!

Kirsten Lorentzen giver imidlertid ikke op, og uden hendes indsats tror jeg ikke, der var sket noget som helst!

Hvem har ansvaret for, at ældrepolitikkens høringsfase kunne være endt uden høringssvar? Er det udelukkende Leif Gade? Er det en embedsmand? Er det resten af Sundhed og Ældreudvalget? Er det kommunaldirektøren? Er det øverste politiske chef, Claus Omann? Det er nok en kombination af en række mennesker, der ikke tager ældrepolitikken alvorligt nok!

Hovedansvaret må imidlertid ligge hos Leif Gade, og hvor voksen har han egentligt været som udvalgsformand? Det er da et svigt af dimensioner ikke at tydeliggøre så vigtig en høring, også selv om det nu er sket!

Derfor mener jeg også, at ved en eventuel omkonstituering vil det være en god ide at tage Sundhed og Ældreudvalget med. Udvalget ville sikkert kunne få stor glæde af Charlotte Broman Mølbæk på formandsposten.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.