Byens Blik & VVS får ny ejer

Mandag 18. maj 2015 kl: 09:22

Byens Blik & VVS får ny ejer
Randers-virksomheden har selv ønsket at finde en ejer, der kan tilføre den nye ressourcer i fremtids-øjemed.

Det er Kemp & Lauritzen A/S, som overtager aktiviteterne i Byens Blik & VVS Randers. Det sker pr. 1. juni.

Edvard Bjørn, der har ejet, drevet og udviklet Byens Blik & VVS Randers igennem 21 og Kemp & Lauritzen A/S har indgået en aftale om overdragelse af samtlige medarbejdere, aktiviteter og aktiver i Byens Blik & VVS Randers til Kemp & Lauritzen A/S, fortæller Kemp & Lauritzen på sin hjemmeside.

Edvard Bjørn fortsætter som afdelingschef og indgår i ledergruppen for Teknikhus Midtjylland i Kemp & Lauritzen A/S.

"Vi var kommet til et punkt hvor der skulle tilføjes nye ressourcer og kompetencer, hvis vi skulle udvikle virksomheden yderligere. Jeg ser Kemp & Lauritzen A/S som en god og stærk ejer og glæder mig til det nye samarbejde og jeg er sikker på at det er til gavn for både kunder og medarbejdere i Byens Blik og VVS Randers", siger Edvard Bjørn.

Alle medarbejdere fortsætter og kunderne bliver fortsat betjent som hidtil. Aktiviteterne vil fortsat have udgangspunkt fra Alsikevej 4C i Randers.

"Vi har fået et rigtig godt indtryk af Byens Blik & VVS Randers og af Edvard Bjørn og hans team af dygtige og serviceorienterede medarbejdere. Vi anser kombinationen af virksomhedens lokale styrker med Kemp & Lauritzen's landsdækkende og regionale position samt brede portefølje af services indenfor el, vvs, ventilation, tekniske entrepriser og en lang række specialområder som optimal," lyder det fra Ole Arenfeldt Jensen, direktør i Kemp & Lauritzen.

Overtagelsen af aktiviteterne er ifølge meddelelsen om overtagelsen et vigtigt element i Kemp & Lauritzen's vækstambitioner i Midtjylland.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.