Uærlighed betaler sig

Søndag 24. maj 2015 kl: 08:15

Uærlighed betaler sig
LÆSERBREV Af Poul Rubach, Bækkevej 28, Harridslev.

Hvor bliver man trist ved mode, ved at læse Amtsavisen (23/5), hvor Gjerlev-Enslevs skoles historie blev beskrevet med dejlige billeder af en velfungerende skole.

Blot mangler hele det politiske kup at blive belyst.

Nu ser det desværre ud til at S, V og DF i byrådet (3-parti-juntaen), fik held med at ødelægge forældrenes og landbobørnenes ønsker om skolegang i deres nærmiljø. Ligeledes fik de også sat en afvikling af Gjerlev by i gang.

Hvordan kunne det gå så galt?

Op til kommunalvalget 2013 var det for V, S og DF vigtigt, at vælgerne fik indtryk af, at byrådskandidaterne også havde bevågenhed for landbefolkningen. Det plejer jo at blive kvitteret med en del stemmer fra lokalbefolkningen. Dette tiltag lykkedes.

Følgende citater er fra byrådsmedlemmer:

Fra S lød det:
”Det er vigtigt for folk på landet, at deres skole bevares for at opretholde et miljø, der fortsat er tiltrækkende at bosætte sig i.”
”Folkeskoler i lokalområdet er vigtigt for at ’bevare liv’ i området.

Grosbøl (DF) udtalte:
”De små folkeskoler på landet skal have meget længere snor end skolerne i byen.”

Venstre lavede et - bevidst taktisk – løftebrud, med borgmesteren i spidsen ved at udtale:
”Folkeskoler på landet skal ikke lukkes.”
”Nærheden for de små skal bevares.”
”Små skoler på landet er ikke blot en skole.”
”Børn i de mindre klasser skal gå i skole i deres umiddelbare nærhed.”

Med tiltro til at kandidaterne levede op til løfterne, blev mange kandidater valgt ind, for siden helt at ændre karakter.

Jeg har mange gange fremhævet Venstres og borgmesterens klokkeklare løftebrud til stor fortrydelse for Arne Erikslev.

Jeg forstår faktisk godt, at det er ubehageligt hele tiden at blive konfronteret med virkeligheden.

Så for - én gang for alle - at lukke påstanden om snyd og uhæderlighed skriver han i en kommentar i RANDERSiDAG (6/3) følgende:

Citat:
”Nu var jeg kampagneleder for Claus Omann Jensen og deltog stort set i alle vælgermøder. Det han sagde om at lukke skoler var: "Vi lukker kun skoler, hvis det giver mening!"
Der gik ca. en time før Erikslevs nye usandhed var sat til vægs. Sjældent har et selvmål været så tydeligt.

Grundige og forstandige læsere fandt artikler, der beviser Erikslevs usandheder - selv borgmesterens eget læserbrev (25/9 2014) modsiger Arne Erikslev. Claus Omann skriver:

Citat:
”Så anklagen om, at jeg er løbet fra mit valgløfte om ikke at lukke skoler på landet, er korrekt.”

Senere skriver han andetsteds:

”Jamen, det er helt korrekt, men det er ikke lykkes mig at overbevise de andre. Sådan er det."

’De andre’ måtte være Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. De skulle lige have skylden. Men ak, sidenhen er det kommet frem, at planen er flere år gammel.

Den ene usandhed kan altså ikke dække over en tidligere usandhed.

Jeg kan desværre konstatere: Hæderlighed og ordentlighed er vigende for uærlighed, snyd og magtbegær.

Var det virkelig en situation, vælgerne ønskede? Og hvorfor mon skolelukningsplanen i grunden blev holdt hemmelig op til kommunevalget 2013?

Altså: Uærlighed kan faktisk betale sig.

Trist.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.