Udsigt til 22 hektiske dage for kandidaterne

Torsdag 28. maj 2015 kl: 13:18

Aktivister fra Enhedslisten i Randers finpudser valgkampen. Foto: RANDERSiDAG
Aktivister fra Enhedslisten i Randers finpudser valgkampen. Foto: RANDERSiDAG

Udsigt til 22 hektiske dage for kandidaterne
Rasmus Vestergaard Madsen, Enhedslisten. Foto: RANDERSiDAG
WEB-TV Folketingskandidater og partiernes aktive medlemmer går 22 hektiske dage i møde, efter at statsministeren i går udskrev valg til Folketinget.

Hurtigt var politikerne på gaden, og lige så hurtigt kom forskellige politikere op at hænge i byens lygtepæle.

RANDERSiDAG kørte i aftes en tur for at tage pulsen på valgkampens dag ét. Udover politikerne i lygtepælene var der ikke megen aktivitet. Tilsyneladende var politikerne til møde med deres respektive baglande og kampagnefolk for at pudse de sidste detaljer af til at valgkampen for alvor går i gang.

Ad omveje fandt vi ud af, at Enhedslistens folketingskandidat Rasmus Vestergaard Madsen stadigvæk var i Randers og havde møde med aktivister fra listen på Platanvej i Randers.

Vi fandt frem til stedet, og vi fik en snak med Rasmus Vestergaard Madsen. Han lagde ikke skjul på, at hans kalender frem til den 18. juni nu er fyldt med aftaler, aktiviteter og andre ting, som skal laves.

”Der vil være paneldebatter, uddelingsaktioner både om morgenen og eftermiddagen. Der er læserbreve som skal skrives færdige. Jeg skriver også på en blog, og der vil blive brugt mange timer på Facebook. Så det bliver nogle travle dage,” fortæller Rasmus Vestergaard Madsen.

Hvordan vurderer du selv dine chancer for at blive valgt til Folketinget?

”Jeg står lige på vippen til at blive valgt, så i øjeblikket ved jeg ikke, om jeg er købt eller solgt. Men jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at blive valgt, og jeg håber, at folk i Randers vil stemme på mig,” siger Enhedslistens folketingskandidat.

Hvordan vil Randers kunne mærke, hvis du bliver valgt ind?

”Én af de ting, som jeg vil arbejde for, er at få en letbane til Randers. Lige nu diskuteres jo kødannelser på E45 og infrastruktur i Østjylland. Derfor vil en letbane til Randers være en oplagt mulighed”, forklarer Rasmus Vestergaard Madsen.

RANDERSiDAG har inviteret folketingskandidaterne i de to Randerskredse til at svare på spørgsmål fra læserne. Allerede nu kan du stille dine spørgsmål. Ved at klikke på nedenstående link kommer du ind på vores facebook-side, hvor du i kommentarfeltet kan stille dine spørgsmål.

Den første folketingskandidat som besvarer spørgsmål er Helle Nielsen fra Enhedslisten. Hende kan du stille spørgsmål til, men du er også allerede nu velkommen til at stille spørgsmål til de andre partiers kandidater.

* Klik her og stil dine kandidater de spørgsmål, du ønsker svar på.

* WEB-TV - klik her.

Af RANDERSiDAG

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.