Fuhr og Overmark er ikke politikere

Fredag 29. maj 2015 kl: 11:44

Fuhr og Overmark er ikke politikere
Iben Sønderup, Langå - byrådsmedlem (S).
LÆSERBREV Af Iben Sønderup, Langå - byrådsmedlem (S).

Det må virkelig være fedt at være journalist i Randers. For udover at der nu er en folketingsvalgkamp, der skal dækkes, så er Randers Byråd altid leveringsdygtig i saftige historier og vilde skandaler.

Nu har jeg været byrådspolitiker i Randers Kommune i knap halvandet år. Jeg stillede op for at lave et solidt stykke politisk arbejde og føre noget socialdemokratisk politik til gavn for borgerne i vores kommune. Og det har jeg gjort efter bedste evne og under de givne rammer.

Men stor blev min undren over Beboerlistens og Velfærdslistens måde at arbejde på, da jeg blev valgt ind i byrådet. Ved alle byrådsmøder sender de stribevis af ændringsforslag og spørgsmål om alt mellem himmel og jord og holder endeløse taler om de mindste petitesser.

Men ikke nok med det. Under den langvarige og tænderudtrækkende skoledebat er vi, der turde tage ansvar, blevet beskyldt for de utroligste ting. Vi er blevet beskyldt for at være løgnere. Vi er blevet beskyldt for at være kriminelle. Og vi er blevet beskyldt for at være nogle bangebukse – og det af et par lokallister, som aldrig nogensinde selv har turdet tage et politisk ansvar for noget som helst.

Men det var ikke nok for Velfærdslisten og Beboerlisten. I efteråret 2014 anklagede de to lokallister Randers Kommunes forvaltning for dokumentfalsk og forlangte tre af kommunens øverste chefer suspenderet. Det foregik for åbent tæppe i pressen – og forvaltningens ansatte havde ikke en chance for at forsvare sig i den situation.

For nylig kom så endelig Statsforvaltningens afgørelse på den sag: Randers Kommune har handlet i overensstemmelse med loven. Alle de beskyldninger, Beboerlisten og Velfærdslisten er kommet med, har intet på sig. Jeg kan godt forstå, at borgerne i Randers kommune undrer sig og er forvirrede over, hvad der foregår.

Når jeg ser på det forløb, og på mange andre mindre sager, kan jeg kun konkludere én ting. Kasper Fuhr Christensen, Velfærdslisten, og Bjarne Overmark, Beboerlisten, er ikke politikere. De er systemkritikere. De lider af overdrevne revolutionsfantasier, og deres højeste ønske er at lægge det politiske arbejde ned og vælte forvaltningen.

De er ligeglade med, om der sidder en venstremand eller en socialdemokrat på borgmesterposten, for Venstre og Socialdemokraterne er de onde system-repræsentanter i deres optik, mens de selv er de revolutionære helte, der bekæmper det onde system med alle tilgængelige midler. Og pressen labber det hele i sig, fordi det er en god historie.

Læs også SØNDERUPS FORVRÆNGEDE FANTASIER - klik.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook.



© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.