Den politiske situation gavner ikke børnene

Fredag 29. maj 2015 kl: 17:25

Den politiske situation gavner ikke børnene
Casper Karup Hedegaard, folketingskandidat, Østjylland.
LÆSERBREV Af Casper Karup Hedegaard, folketingskandidat, Østjylland.

Kære Jesper Bræmer.

Jeg har i dag læst dit indlæg om privatskoler på netavisen RANDERSiDAG.dk og fik op til flere gange kaffen galt i halsen.

Du nævner selv, at initiativerne om at starte privatskoler er blevet holdt nede, og at vi derfor skal ændre på den nationale lovgivning, Tvindloven.

Jeg har fuld forståelse for, at du ønsker flere privatskoler i Randers. Det kan vi jo ikke være uenige om, da skoler er selvejende institutioner, og så længe man kan hente den fornødne økonomiske opbakning og elevtal, så er det muligt at starte en skole. Sagt på en anden måde, man bestemmer selv, om man vil åbne en privatskole, så længe der kan findes et grundlag.

Du nævner Tvindloven fra 1996, der i sin tid blev lavet for at sætte en stopper for statstilskud til de 16 Tvindskoler. Tiden er løbet fra loven, det kan vi blive enige om.

Dog er det dog ikke Tvindloven, der har været den største hindring for friskoler og andre privatskoler i Randersområdet. Problemet har været et helt andet sted, nemlig i kommunen.

Fra politisk hånd er der - mere eller mindre kønt - blevet lukket skoler rundt omkring i kommunen med stor protest fra borgerne. De berørte borgere har ved flere skolelukninger forsøgt at finde økonomi til at starte friskoler, hvilket har været en stor succes. Og dog…

I loven om friskoler står der klart, at en skole skal eje sine bygninger selv. Det er der som sådan ikke den store udfordring i, da penge ofte ikke er det store problem, når det handler om dine og mine børn. Men der opstår et stort problem, når den nye friskole skal købe de gamle skolebygninger, og kommunerne ikke ønsker at sælge.

Der findes endda et eksempel på, at kommunen har stået klar med bulldozere sidste åbne skoledag for kommuneskolen og gået direkte i gang med at rive bygningerne ned, så kommunen var sikker på, at der aldrig ville komme en skole der igen.

Vi i Radikale Venstre vil altid gerne lytte og finde løsninger. Men problemet ligger desværre ikke, som du nu siger, ikke hos venstrefløjen på Christiansborg. Det ligger i det demokratisk valgte Randers.

Jeg håber, at der på et tidspunkt vil komme skred i den politiske situation i Randers, hvor man i højere grad tager borgerindragelse seriøst og søger samarbejde frem for at kontinuerligt søge konflikten. Det gavner ingen. Og slet ikke vores børn.

* Reference: KAMPEN OM FRISKOLERNE SKAL VINDES PÅ BORGEN - klik her.



© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.