Grosbøl, byrådsmødet og familieafdelingen

Torsdag 25. juni 2015 kl: 08:39

Grosbøl, byrådsmødet og familieafdelingen
Henrik Hald.
LÆSERBREV Af Henrik Manero Hald og Jojo Verndal, fælles-tillidsrepræsentant for Socialrådgiverne og Fælles-tillidsrepræsentant for HK, Gammeljord 9, Tvede.

Det er med stor grad af forvirring og forundring, at vi hørte byrådsdebatten mandag 22. juni omhandlende familieområdet, og dets problemer.

Dansk Folkepartis medlem Morten Grosbøl, startede sit indlæg med en lille anekdote om, at han havde drøftet familieområdets problemer, med en unavngiven tidligere ansat i afdelingen. Han sagde under sit indlæg:

”Hun (den tidligere ansatte) sagde ligesom vores familiechef, at det i høj grad skyldes udygtighed blandt medarbejdere, at tingene går, som de går. De har begge modereret det lidt og sagt, at det i nogen grad skyldes, at man ikke har uddannet folk godt nok.”

Indledningsvis vil vi gerne kraftigt tilkendegive, at vi finder det utilstedeligt, at en gruppe af hårdtarbejdende ansatte i familieafdelingen, skal udsættes for den slags angreb fra en politiker. Dette bidrager bestemt ikke til at lette det i forvejen belastede arbejdsmiljø, der d.d. findes i familieafdelingen.

Hvem der har sagt hvad til Dansk Folkepartis Morten Grosbøl, skal vi lade stå hen i det uvisse. Men det er jo interessant, at et politisk parti som Dansk Folkeparti øjensynligt er fuldstændig uoplyst om, hvad der tidligere er blevet arbejdet med mellem ledelse og medarbejdere, i forhold til at forbedre forholdende i afdelingen.

Tilbage i slutningen af 2012 indgik vi som fællestillidsrepræsentanterne fra Dansk Socialrådgiverforening og fra HK en aftale med den daværende ledelse, hvor bl.a. nødvendigheden af et generelt kompetanceløft til de ansatte, var indskrevet. Dette for at sikre, at man som ansat havde de nødvendige faglige kompetencer, i et dybt specialiseret område.

Politikerne fik dengang fremlagt denne aftale, så Dansk Folkeparti burde måske selv erindre dette. Der var efter aftalens indgåelse en række møder mellem ledelse og TR og FTR repræsentanter, hvor en udmøntning af aftalen blev diskuteret.

Desværre vurderede man fra ledelsens side dengang, at der ikke var de fornødne ressourcer og økonomi, til at lave det generelle kompetanceløft for de ansatte. Bl.a. grundet de massive udgifter til vikardækning. Og ud over et enkelt rotationsprojekt i afdelingen, strandede aftalen i gode og varme hensigtserklæringer. I november 2013, kom så det første påbud fra arbejdstilsynet.

Dernæst vil vi også gerne for Morten Grosbøl og Dansk Folkeparti sige, at vi har som fællestillidsrepræsentanter for DS og HK gentagne gange og ved flere lejligheder pointeret, at de ansatte ikke har fået udarbejdet de Individuelle Kompetanceudviklingsplaner (IKU), som jo gerne skulle danne fundamentet, for det generelle kompetenceløft overfor de ansatte.

Vi har desværre igen og igen måttet konstatere, at på trods af at ledelsen qua overenskomsten fra 2008 er forpligtede til at lave disse aftaler for alle ansatte, og evaluerer dem årligt, sker dette fortsat ikke.

Så det er en meget billig og usmagelig omgang fra Dansk Folkeparti og Morten Grosbøl, når han angriber de ”udygtige medarbejdere” i familieområdet, for deres manglende kompetencer.

Vi sætter os gerne til bordet en gang til med ledelsen, for at diskuterer hvordan et generelt kompetanceløft i afdelingen sikres. Vi sætter os altid til bords med ledelsen, for at finde fælles løsninger på områdets problemer. Men det kræver jo, at Morten Grosbøl og andre politikere vil levere de ressourcer og den økonomi, der er nødvendig. Ellers må man jo igen blot konstatere, at Morten Grosbøls udtalelser på byrådsmødet desværre bare er tom retorik, og usaglige subjektive angreb på de ansatte i området.

* Giv RANDERSiDAG.dk en 'synes godt om' på Facebook.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.