Har byrådet ikke tillid til vores medarbejdere?

Fredag 26. juni 2015 kl: 09:28

Har byrådet ikke tillid til vores medarbejdere?
Charlotte Broman Mølbæk, Randers - byrådsmedlem for SF i Randers Kommune
LÆSERBREV Af Charlotte Broman Mølbæk, Randers - byrådsmedlem for SF i Randers Kommune. Medlem af børn og skoleudvalget, medlem af socialudvalget inkl. De ikke-arbejdsmarkedsparate.

I disse dage huserer debatten om socialrådgivere og deres arbejdsforhold. Det viser sig, at medarbejdernes trivsel i familieafdelinger i de forskellige kommuner, er nærmest elendigt. Alt for mange kommuner får påbud som følge af et dårligt psykisk arbejdsmiljø, og Randers Kommune er ingen undtagelse. Vi har desværre opnået to påbud, og nu undersøger arbejdstilsynet, om Randers Kommune skal politianmeldes.

Derudover valgte et flertal i byrådet, at familieafdelingen skal spare 10 millioner kroner inden 2016, til trods for at alle høringssvar advarede mod de besparelser. I et af høringssvarene pointerede man mod yderligere besparelser på anbringelsesområdet, som har sparet op til 50-60 millioner kroner over de senere år. I SF undrer vi os over, at man let og elegant overhører, hvad de ansatte udtaler i de forskellige høringssvar.

V og DF har i disse dage skudt med skarpt efter ”os socialister”, som ikke vil tage ansvar. Men det er en misforståelse. Her vil vi netop tage ansvar, fordi vi ved, at dette sats vil få meget store personlige og økonomiske konsekvenser på sigt. Venstre og DF hvorfor lytter i ikke til medarbejdernes advarsler? Har i ikke tillid til de ansattes faglighed, viden og erfaring?

Morten Grosbøl fra DF chokerede i byrådssalen, da han klart og tydeligt udtalte, at problemet skyldes ”udygtige medarbejdere”. At Frank Nørgaard, ligeledes fra DF, påstod, at alle problemerne skyldes fællestillidsmanden for socialrådgiverne, gjorde bare debatten endnu mere absurd. Det er en linje, som er dybt bekymrende. For det graver kløfter og er ikke med til at bidrage til en løsning.

Hvis de alvorlige problemer på familieområdet skal løses, så er det nødvendigt, at vi politikere tør at lytte til hverdagens eksperter. Så vi kan være med til at skabe de rammer, som dette meget belastede og vigtige område kræver for, at man kan hjælpe de mange børn og unge, som tager skade, hvis ikke de får den rette hjælp.

I efteråret vedtog forligsparterne til budgettet en tillidsreform, som netop bygger på en grundlæggende tillid til vores medarbejderes faglighed. Tillid skal præge hele den offentlige sektor, for med tillid kommer bedre service, mere trivsel og i sidste ende bedre brug af vores offentlige ressourcer.

Tillid og tryghed var desuden Dansk Folkepartis valgslogan, men det gælder åbenbart ikke i Randers. I har taget magten. Nu mangler I bare at tage ansvaret også. Lyt til medarbejderne i stedet for at sparke til dem.

* Giv RANDERSiDAG.dk en 'synes godt om' på Facebook.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.