Hvad vil Randers med Doktorparken?

Søndag 5. juli 2015 kl: 19:47

Man kan stadig hygge sig i Doktorparken, men lever den op til dine forventninger og ønsker? Foto: Jytte Kristensen.
Man kan stadig hygge sig i Doktorparken, men lever den op til dine forventninger og ønsker? Foto: Jytte Kristensen.

Hvad vil Randers med Doktorparken?
Doktorparkens legendariske påfugl holder stand. Foto: Jytte Kristensen
DEBAT I alle de år, vi kan huske, har Doktorparken været vel besøgt af folk om søndagen, sommer og vinter. Nu ser det unægteligt anderledes ud. RANDERSiDAG.dk spørger: Hvad vil byen med Doktorparken?

På en varm dag som fx lørdag og søndag 4. og 5. juli er Doktorparken nærmest tom, da vi lægger vejen forbi.

Der er solbadere, på den store plæne, og der er kunstudstilling ved Gaia Akademi, som er en Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU) for unge med særlige behov.

Næsten alle bænke er dekoreret, og både overraskende og spændende ser det ud. Måske er det i virkeligheden så fint, at ingen besøgende tør sætte sig. Der var ingen på bænkene, da vi var der.

Men hvor er folk? Hvorfor er der stort set ingen i Doktorparken på en dag, hvor et ishus kunne have haft kronede dage.

Fuglene i parkens legendariske volierer - historisk set - er reduceret i antal, men har trods alt overlevet en sparerunde. Tidligere skulle alle børn i parken og kikke på påfuglene og vagtlerne - og parakitterne m.fl. Nu er der ingen.

Vi tror ikke, at det skyldes, at børnene sidder derhjemme og spiller computer. Vi tror heller ikke, at det er fordi, forældre og bedsteforældre ikke gerne vil en tur i Doktorparken. Vi er derimod overbevist om, at parken ikke har fået den pasning og de flittige hænder, der engang gjorde den så smuk. Samme gælder plænen langs Nørreå i Fladbro, som i 60'erne var udflugtmål om søndagen. Men det er en anden sag.

Fakta er, at springvandet i Doktorparken ikke springer, søen ser forfærdelig ud, parken er et fristed for måger, ishuset er 'long gone', og hvad med legepladsen? Man kan ikke længere drikke vand af løvehovedet. Bassinet bag har i flere år været fyldt op med jord. Samme bassin, som fik piger i sommerkjoler op at soppe - og raske drenge til at sejle med sejlskibe. Og bjælkehuset - parkens hovedbygning - er pilrådden visse steder.

Vel, man kan stadig fodre ænder, og det er der da også nogle, der gør. Og nu om dage kan man også grille, men vi tror, at folk hellere vil grille derhjemme.

Parkens forfald og indskrænkning af tilbud i mange år er som en udsultningsmanøvre. På et tidspunkt står det så ringe til, at ingen vil bruge parken, og så har beslutningstagerne - dem på pengekassen - et argument: "Jamen, der er jo ingen, der bruger Doktorparken", vil de kunne sige og dermed lukke den. His det er det, de vil.

Vi ved godt, at tiderne og interesserne har ændret sig, men med de gamle tilbud at komme efter er vi overbevist om, at Doktorparken kan blive vel besøgt som i fx 60'erne og 70'erne. De sidste godt 30 år er det gået gevaldigt ned ad bakke for Doktorparken.

Vi mener, Randers har brug for Doktorparken.

Hvad mener du? Kommenter under artiklen eller på RANDERSiDAG.dk's Facebook-side.

BILLEDGALLERI med kunst i Doktorparken og øjebliksbilleder - klik (Facebook)

Af RANDERSiDAG.dk - Foto: Jytte Kristensen.

* Giv RANDERSiDAG.dk en 'synes godt om' på Facebook.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.