Joachim B.: Det afhænger af lysten til at arbejde

Søndag 4. oktober 2015 kl: 16:55

Joachim B. Olsen, Liberal Alliance: Det er mit indtryk, at for lægerne er det nemmeste bare at give et stempel. Collage: RANDERSiDAG.dk
Joachim B. Olsen, Liberal Alliance: Det er mit indtryk, at for lægerne er det nemmeste bare at give et stempel. Collage: RANDERSiDAG.dk

Joachim B.: Det afhænger af lysten til at arbejde
Joachim B. Olsen, Liberal Alliance: Overordnet burde det være sådan, at en person med en arbejdsevne på 80 % også får 80 % af en førtidspension.
I forbindelse med den meget omtalte senge-praktik, hvor Lolita Solsikke Christensen, Randers, blev sendt i ressourceforløb med en seng, har RANDERSiDAG.dk bedt en række folketingsmedlemmer forholde sig til loven, der gør sengepraktik mulig.

Lolita Solsikke Christensen blev sendt i ressourceforløb med en seng, så hun kunne lægge sig hvert 10. minut,

Medlem af Folketinget Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance (LA) understreger overfor RANDERSiDAG.dk, at han umuligt kan kommentere på den konkrete sag, men mener overordnet, at der før reformen om førtidspension, var der alt for mange, som blev tilkendt førtidspension og fleksjob.

"Når vi ser på landene omkring os, så er det bemærkelsesværdigt, at vi i Danmark har haft en så høj tilkendelsesgrad," siger Joachim B. Olsen med henvisning til Sverige, som har været i stand til at reducere antallet af førtidspensioner gennem de seneste 10 år, mens det i samme periode er steget i Danmark.

"Når man har spurgt førtidspensionisterne selv, er der et stort mindretal, som selv vurderer deres helbred til at være godt," oplyser Joachim B. Olsen.

Samtidig erkender han, at hvis det stod til Liberal Alliance, blev ressourceforløbene anderledes, men tager samtidig ansvar for den nuværende lovgivning på området, som LA stemte for.

"Overordnet burde det være sådan, at en person med en arbejdsevne på 20 % også får 80 % af en førtidspension, og en person der er 100 % uarbejdsdygtig får en 100 % førtidspension," siger Joachim B. Olsen.

Samtidig mener Joachim B. Olsen, at intentionerne om at undersøge den enkelte persons arbejdsevne er udmærket:

"Alt det her afhænger jo af den enkeltes lyst til at være på arbejdsmarkedet. Der er nogen, hvis mål er at få en førtidspension, mens andre er meget motiverede for at benytte den arbejdsevne, de har," fastslår Joachim B. Olsen, der mener, det er kommunerne, som i hvert enkelt tilfælde skal vurdere, hvad der gør sig gældende.

Joachim B.: Lægerne vælger den nemme løsning
Joachim B. Olsen anklager også lægerne for at de for ofte bare giver efter for patienter, som bare ønsker at få en førtidspension.

"Det er mit indtryk, at for lægerne er det nemmeste bare at give et stempel," siger han.

Har du forståelse for, at de personer, som er i sengepraktik, finder det nedværdigende og ydmygende?

"Ja, det har jeg forståelse for. Men jeg har også forståelse for sagsbehandlere, som sidder og arbejder med de sager. De møder mange forskellige mennesker, men de siger jo alle sammen det samme," påstår Joachim B. Olsen.

"Jeg har aldrig mødt nogen, som siger: Jeg vil ikke være på arbejdsmarkedet, men vil bare have min førtidspension"

Kan du nævne bare ét firma, som hellere vil ansætte en person i et ressorceforløb, med en arbejdsevne på måske 20 %, frem for en person, som har en arbejdsevne på 100 %?

"Der er heldigvis mange firmaer, som gerne tager et socialt ansvar. Bilka for eksempel ansætter masser af personer, som ikke har fuld arbejdsevne," fortæller Joachim B. Olsen, som også fortæller, at der er sket en stigning i antallet af personer, som er kommet i fleksjob.

Da vi oplyser til ham, at partifællen Henrik Dahl til avisen.dk har sagt, at det er ondskabsfuldt at forvalte loven ved at sende mennesker i ressourceforløb med en seng, understreger Joachim B. Olsen, at det er ham, som er beskæftigelsesordfører, og dermed tegner Liberal Alliances politik på området.

Alternativet: Sparehensyn klemmer de svageste
Et andet medlem af Folketinget, Torsten Gejl fra Alternativet, er ikke enig med Joachim B. Olsen og Liberal Alliance:

"Det virker helt urimeligt, det som Lolita udsættes for. Normalt er det at få mulighed for at deltage på arbejdsmarkedet den bedste vej tilbage som aktiv deltager i samfundet, hvis man har været syg eller skadet. Men hvis der ikke er udsigt til at kvinden kommer til at kunne deltage på arbejdsmarkedet igen, og hun ikke selv finder det hensigtsmæssigt at være i praktik, så virker det malplaceret. Ikke mindst, når hun er så syg, at hun må hvile i en seng hvert 10. minut," siger Torsten Gejl.

Han fortæller, at Alternativet ikke er med i det pågældende forlig og tilføjer:

"Vi oplever, at for mange har fået for svært ved at få førtidspension, så det er en blandt flere ting, vi gerne vil være med til at se på."

I modsætning til Joachim B. Olsen har Torsten Gejl forståelse for, at de relevante personer føler sig ydmyget og nedværdigende.

"Ja, ærligt talt. Tror, jeg ville føle det samme," siger Torsten Gejl, som samtidig mener, at der er for mange eksempler på, at sparehensyn bringer de svageste borgere i klemme.

I morgen mandag bringer RANDERSiDAG.dk flere reaktioner fra folketingspolitikere på sagen om Lolita Solsikke Christensens senge-praktik.

RANDERSiDAG.dk skrev også:

* HUN SKAL HAVE SENGEN MED PÅ ARBEJDE - klik og læs.
* BESKÆFTIGELSESFORMAND: VI FØLGER JO LOVEN - klik og læs.
* PÅSTANDENE FYGER I LOLITAS SAG OM SENGEPRAKTIK - klik og læs.
* BRUG AF SENGEPRAKTIK I BYRÅDSSALEN - klik og læs.

Af RANDERSiDAG.dk

* Husk at gi' RANDERSiDAG.dk en 'synes godt om' på Facebook.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.