5 millioner lige ud af vinduet

Søndag 11. oktober 2015 kl: 10:23

5 millioner lige ud af vinduet
LÆSERBREV Af Birte Andersen, Højtoftevej 16, Gjerlev.

5 millioner kroner lige ud af vinduet . Ja, det lyder nærmest som en dårlig vittighed, men er desværre den måde, politikerne i Randers kommune forvalter skatteborgernes penge på.

Hvorfor, kan man så med rette spørge. Det må kun være for at forhindre at der oprettes en friskole i Gjerlev.

Da kommunen kom med et tilbud om, at skolen kunne købes for 5 millioner kroner, så må de jo have vidst, at det kun var et proforma-tilbud.

De må jo have vidst, at en lille by som Gjerlev ikke ville kunne samle 5 millioner kroner ind til at købe skolen kontant.

De må jo have vidst, at ingen kreditforeninger vil låne så mange penge ud til etablering af friskoler.

De må jo have vidst, at heller ikke banker låner ud i den størrelsesorden til friskoler

Så de må jo have vidst, at når de siger nej til et tilbud på 3.750,000. kr. for skolen baseret på afdragordning, og kun vil sælge, hvis pengene (5 millioner kroner) lægges kontant på bordet, så ville det ikke være muligt for byen at købe skolen.

Andre kommuner har solgt skoler til borgerne på afdragsordning - nogle gange for langt mindre og endda for symbolske beløb. Så hvorfor vil Randers så ikke det. Det må jo ene og alene være for at forhindre en friskole.

I stedet for at få en indtægt på 3.750.000 kroner for skolen- som afdrages og forrentes løbende - vil de hellere bruge 1 million kroner (som sikkert ikke slår til) på at rive kommunens nyeste skolebygninger ned. At de så samtidig har en latterlig forestilling om, at grunden kan udstykkes i byggegrunde og sælges, er naivt.

At smide næsten 5 millioner kroner ud af vinduet på den måde, er ikke bare direkte dumt, men det er også ondskabsfuldt over for borgerne i den tidligere Nørhald kommune, og en hån mod de mennesker der har knoklet nat og dag for at få en friskole op at stå.

Forbavset - nej egentlig ikke: Det er kun en fortsættelse af den måde, de hidtil har behandlet os på. Det viser endnu engang, at vi ikke bliver betragtet som ligeværdige borgere i Randers kommune. Kun skattekvæg der kan malkes - ellers vil de blæse os et stykke.

De må jo være bedøvende ligeglade med, hvor længe børnene herude skal rasle rundt i skolebusser, hvor meget vore huse falder i værdi, og alt hvad det ellers betyder for en lille by at miste sin skole.

Det var virkelig en trist dag, da vi blive indlemmet i Randers kommune. Den vil os ikke noget godt.

* Læs også HÅBET SLUKKET FOR GJERLEV-ENSLEV FRISKOLE - klik her.

* Husk at gi' RANDERSiDAG.dk en 'synes godt om' på Facebook.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.