Hvordan kan jeg ha' tillid til DF, Frank Nørgaard?

Søndag 31. januar 2016 kl: 11:12

Hvordan kan jeg ha' tillid til DF, Frank Nørgaard?
ÅBENT BREV til byrådsmedlem Frank Nørgaard, Dansk Folkeparti, fra Peter Kørbing, Demstrupvej 9, Råby kær, Havndal.

Jeg er 62 år og har altid stemt på først Fremskridspartiet og derefter Dansk Folkeparti ved samtlige valg på landsplan og til kommune valg.

I har hele tiden sagt, at I var/er imod vindmøllerne i Binderup, men ved et heftigt løftebrud lader I nu de mennesker/familier i stikken, der har stemt på jer i tillid til, at I ville holde ord i byrådssalen og stemme nej til vindmøllerne.

Hvis der kommer vindmøller i Binderup, er det nogle meget dyre frikadeller, der bliver serveret, da der er rigtig mange mennesker, hvis ejendom bliver usælgelig eller skal sælges med meget stort tab.

Hvordan jeg skal kunne stole på, at det I siger i fremtiden, er noget jeg kan have tillid til? Det vil sige: Hvorfor skal jeg stemme på jer i fremtiden?

Der er over 1.000 borgere, der har protesteret mod møllerne ved Binderup. Det er et svig af dimensioner, du har begået, og jeg håber, at de mange mennesker, der tillidsfuldt har stemt på dig/jer, alvorligt vil overveje deres stemme næste gang.

Måske bør alle borgere i kommunens opland begynde at overveje, om det ikke er på tide at danne en tværpolitisk liste med ét punkt på programmet: At varetage 'udkantens' interesser. De er pt. ikke repræsenteret i byrådet, og det er dog 30.000 af kommunens indbyggere, der bor uden for byen.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.