Opfordring til vore lokale DF'ere

Torsdag 4. februar 2016 kl: 19:09

Opfordring til vore lokale DF'ere
LÆSERBREV Af Finn Rytter Larsen, Blenstrupvej 30, Gjerlev.

Jeg er ret overbevist om, at I ikke vil støtte den kommende landsindsamling. Det er der nok ikke noget at gøre ved, selv om den bl.a. giver støtte til flygtninge i nærområderne.

Naturligvis giver Danmark et anseligt beløb i udviklingsbistand, og vi kan godt skære endnu mere og alligevel være i front. Imidlertid er det, så vidt jeg kan se, jeres politik, at vi skal ned på andres indsats i stedet for at få andre op på vores niveau.

Ved sidste landsindsamling fortalte I, at vi i DK har mange hjemløse, og at I mente, de skulle hjælpes først. Dengang syntes jeg, at det var et ædelt synspunkt, og jeg så frem til, at godt 700.000 DF-vælgere ville støtte indsamlingen til de hjemløse samme dag som den store landsindsamling. Hold op, hvor blev jeg skuffet! Indsamlingen nåede langt fra én million! Var det blot den sædvanlige propaganda?

Derfor vil jeg opfordre jer, Frank Nørgaard, Morten Grosbøl og Susanne Nielsen, til at give et bidrag til de hjemløse, som vi har mere end 6.000 af i Danmark. Det kan I gøre samtidig med, at vi "naive" osv. støtter landsindsamlingen.

I kan give et bidrag på f.eks. www.givenseng.dk

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.