Landsbyerne er en vigtig del af kommunen

Tirsdag 9. februar 2016 kl: 08:32

Landsbyerne er en vigtig del af kommunen
LÆSERBREV Af Per Schultz-Knudsen, Fårup, Henrik Konradsen, Havndal, Henrik Hald, Tvede og Tine Vinstrup, Havndal - medlemmer af styregruppen for Velfærdslisten.

Lige siden etableringen af den nuværende Randers kommune er der sket en udsultning af landsbyerne i de tidligere omegnskommuner.

Mens byrådsflertallet har været optaget af at gennemføre det ene prestigeprojekt efter det andet i selve Randers by, er forholdene for borgerne i kommunens mindre byer og landområder løbende blevet forringet. Derfor er det forståeligt, når Peter Købing fra Råby slår til lyd for, at der oprettes en tværpolitisk liste, der kæmper for landområderne i Randers Kommune.

Men nu er der jo ingen grund til at opfinde den dybe tallerken, når den allerede eksisterer.

Velfærdslisten er en tværpolitisk liste med medlemmer fra næsten hele det politiske spektrum – fx liberalister, borgerlige, personalister, socialister og kommunister. Landspolitisk er vi tilknyttet forskellige politiske partier. Fælles for disse partier er dog, at de arbejder for en styrkelse af udkantsområder. Derfor har landområderne i Randers kommune også hele tiden været et centralt fokusområde for Velfærdslisten.

I Randers Amtsavis peger Peter Købing på tre områder, som viser den manglende interesse fra byrådsflertallet for landområderne, og som har fået ham til at reagere: Nedlæggelsen af Gjerlev Skole, opførelsen af vindmøller i Binderup og dårlige trafik-forbindelser.

På alle tre områder er Velfærdslisten på linje med Peter Købing: Vi har stemt imod både nedlæggelse af skoler og opførelsen af flere vindmøller i området ved Binderup – og en af vore mærkesager lige siden listen blev stiftet, er en styrkelse af den kollektive trafik i landområderne. Det var fx et af vore valgtemaer ved kommunalvalget i 2013.

Velfærdslisten har også længe argumenteret for, at alle i landområderne skal sikres samme stabile mobil- og net-forbindelserne som borgerne i selve Randers, sådan som flere har opfordret til i forbindelse med høringen om Landdistriktpolitik 2016-2018.

Hverdagens eksperter skal være drivkraften i udviklingen af den fælles velfærd. Derfor er der brug for en ny politisk kultur i Randers kommune, hvor borgere i lokalsamfundet får mulighed for at være den skabende kraft, når det gælder udviklingen af landområderne.

Et byråds fornemmeste opgave er at sikre en social retfærdig udvikling af kommunen til fælles bedste for alle. Med øget medindflydelse til borgerne vil Velfærdslisten sikre en demokratiske udvikling af hele kommunen.

Lad os samles om dette og ikke sprede vore kræfter. Vi byder gerne Peter Købing og andre, der vil kæmpe for landområderne, velkommen.

* Giv RANDERSiDAG.dk en 'synes godt om' på Facebook.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.