Drengebørn i folkeskolen

Onsdag 27. april 2016 kl: 13:32

Drengebørn i folkeskolen
Christina Kjærsgaard, Randers - medlem af Randers Byråd for Venstre. Næstformand i Børne- og skoleudvalget.
LÆSERBREV Af Christina Kjærsgaard, Randers - medlem af Randers Byråd for Venstre. Næstformand i Børne- og skoleudvalget.

Flere og flere drenge lider i det uddannelsessystem, som vi lærere, politikere og DJØFere har tilrettelagt.

Hver femte dreng i folkeskolen har det svært. Manglende motivation, skoledagens længde og faglige krav er nogle af de store udfordringer, som drengene har.

Drenge klarer sig som gruppe langt ringere end pigerne på forskellige, udvalgte områder i skolen, hvilket bl.a. kommer til udtryk i deres karakterer i dansk, engelsk og matematik, selv om de to køn er gennemsnitligt lige intelligente.

Ligeledes har jeg en hypotese om, at andelen af drenge i 8. og 9. klasse som erklæres ikke-uddannelsesparate er markant større end pigerne.

Faktuelt er det, at andelen af drenge i specialundervisningen er dobbelt så stor som andelen af pigerne (Kristligt Dagblad 29/12 2015)

Vi har skabt et uddannelsessystem, som er kendetegnet ved at være bogligt, talende og kvindedomineret.

Begrebet 'ansvar for egen læring' som har været en vigtig del af de sidste 15 års skolepolitik og reduceret anvendelse af klassefællesskabet som læringsarena, mener jeg er yderligere med til at marginalisere drengene. Mindre lærling i fællesskab, mindre struktur i undervisningen og uklare forventninger til eleverne ekskluderer hovedageligt vores drengebørn.

Hvad kan vi gøre for at forbedre drengenes og de unge mænds succesrate i uddannelsessystemet?

Forsker Frans Ørsted Andersen (lektor ved DPU) hævder, at regler, disciplin, faste rammer og fornuftige vaner udgør en positiv forskel. I en norsk undersøgelse blev drenge spurgt om, hvad der kendetegner 'den gode lærer'. Svaret var entydigt: At underviseren var 'tydelig, retfærdig og at læreren giver udtryk for, at hun/han kunne lide mig'.

Vi bør i udannelsessektoren i al almindelighed have øget fokus på aktiviteter og læringsmetoder, der i højere grad fænger og motiverer drengene. Vi kan som undervisere udgøre en markant forskel for drengene igennem vores forventninger, tilgang og tilbud i den daglige undervisning.

Fra egen praksis ved jeg, at drenge profiterer af professionelle voksne, der er engagerede, sætter tydelige rammer, stille realistiske krav og ikke mindst ikke at undervurdere betydningen af konkurrenceprægede og eksperimenterende tilgange til læring.

Drenge er på ingen måde ubehjælpelige stakler. De er engagerede, livlige og ofte humoristiske i deres tilgang til læring. Det er meget positivt, det skal vi også som kvindelige undervisere kunne håndtere.

Thomas Nordahl (norsk pædagogisk forsker) siger, ..."at skolen er relativt set meget bestemmende for, hvordan det går mennekser i resten af livet".

Det skal vi tage alvorligt.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.