Stop kommunalt svigt af udsatte børn og unge

Torsdag 28. april 2016 kl: 12:44

Stop kommunalt svigt af udsatte børn og unge
Kasper Fuhr Christensen, Randers - medlem af Randers Byråd for Velfærdslisten.
LÆSERBREV Af Kasper Fuhr Christensen, Randers - medlem af Randers Byråd for Velfærdslisten.

Randers Kommune svigter udsatte børn og unge. Det har både Socialstyrelsens Task Force og senest revisionsfirmaet BDO konkluderet.

Alligevel insisterer Venstre og Dansk Folkeparti på at gennemtvinge nedskæringer på intet mindre end 23 millioner kroner om året på indsatsen for udsatte børn og unge.

Venstre og Dansk Folkeparti vil skære ned på lønnen til plejefamilier. Forvaltningen vurderer, at det kan føre til, at nogle af de allermest sårbare børn og unge vil miste den plejefamilie, der igennem flere år har været børnenes nærmeste voksne.

Forskning viser, at det skader anbragte børn at blive udsat for skift af plejefamilie. Det forringer blandt andet børnenes evne til at skabe tætte relationer og danne venskaber og parforhold. Forskningen viser også, at de vil få sværere ved at tage en uddannelse eller få et job.

Venstre og Dansk Folkeparti vil også lukke døgninstitutionen Egehøjvej, der blandt andet udreder nogle af de allermest sårbare børn. Det er vigtigt for, at børnene kan få den rigtige hjælp og støtte.

Der har imidlertid været tomme pladser i 2016 - og det bruger Venstre og Dansk Folkeparti til at begrunde en lukning af institutionen.

Men det holder ikke. For familieafdelingen, der skal henvise børn og familier til døgninstitutionen, har været og er stadig præget af huller i sagsbehandlingen. De tomme pladser siger derfor mere om problemerne i familieafdelingen end behovet for en specialiseret døgninstitution som Egehøjvej.

I Velfærdslisten er vi overbeviste om, at en kommune af Randers’ størrelse har brug for en institution, der kan sikre, at nogle af de allermest sårbare børn får den hjælp, de har brug for. Derfor vil det være en katastrofe for børnene, hvis Venstre og Dansk Folkeparti lukker Egehøjvej og dermed smider al den ekspertise og viden, medarbejderne har opbygget, væk.

Venstre og Dansk Folkeparti vil også forringe den forebyggende indsats med intet mindre end 6 millioner kroner. Man behøver imidlertid ikke være ekspert for at regne ud, hvad det vil føre til. Nemlig at flere børn ikke vil få den hjælp og støtte, de har brug for. Det vil føre til, at problemer, der ellers kunne løses i hjemmet, vokser sig så store, at det bliver nødvendigt at tvangsfjerne barnet.

Men ikke nok med det. I strid med al logik vil Venstre og Dansk Folkeparti samtidig skære ned på antallet af anbringelser.

Spareplanen vil være gift for kommunens udsatte børn og unge. I Velfærdslisten vil vi derfor gøre alt, hvad vi kan, for at forhindre, at byrådet vedtager Venstre og Dansk Folkepartis spareplan. Og vi håber, mange andre vil gøre det samme.

På den måde kan vi sammen sikre, at spareplanen havner der, hvor den hører hjemme: I skraldespanden.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.