Hvorfor vil borgmesteren ikke?

Tirsdag 24. maj 2016 kl: 07:32

Hvorfor vil borgmesteren ikke?
Inge-Lise Christensen, LO-formand: Hvorfor, Omann?
'Hvorfor vil borgmester Claus Omann Jensen (V) ikke forsvare den kommunale økonomi og selvstyre? Hvorfor vil han ikke kræve omprioriteringsbidraget fjernet,' spørger LO Randers.

Formanden for LO Randers Inge-Lise Christensen stiller spørgsmålet på baggrund af, at borgmesteren har sagt nej til en fælles henvendelse til finansministeren for at få fjernet bidraget.

Det undrer LO-formanden:

"Omprioriteringsbidraget betyder en budgetreduktion på én procent, og det er efter min mening ikke, hvad Randers har brug for. Men borgmesteren mener måske noget andet?"

Inge-Lise Christensen mener, at omprioriteringsbidraget er en tvangsopsparing af kommunale midler, som et folketingsflertal vil have råderetten over for at tilgodese den aktuelle folkestemning. Men det sker på bekostning af det kommunale demokrati og selvstyre:

"Borgere og byråd mister indflydelse, når omprioriteringsbidraget gør indhug i bloktilskuddet og opbygger en pulje, som regering og folketing kan dele ud af. Men et sådant alternativt fordelingssystem vil gøre det hele mere uforudsigeligt for kommunens borgere, politikere og forvaltning. Også derfor burde borgmesteren være den første til at gå imod omprioriteringsbidraget, slutter LO-formanden.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her. Del på sociale medier.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.