Mesterskab til RgF Neptun

Fredag 25. maj 2012 kl: 15:07

Mesterskab til RgF Neptun
Laura B. Rasmussen.
Laura B. Rasmussen fra RgF Neptun er netop blevet Vestdansk årgangsmester i 100 ryg for piger årgang 1999. Det skete efter et utroligt spændende løb, hvor de 3 første placeringer blev afgjort indenfor 1/10 sekund!

Klubben var repræsenteret med hele 10 svømmere – 6 svømmere i gruppe 1, og 4 i gruppe 2. Gruppe 1 blev afviklet i Nyborg, og her deltog foruden Laura B. Rasmussen, Mikkel Strand, Niclas Henriksen, Celina G. Winther, Sofie Møller Sørensen og Marie Eske. Gruppe 2 blev afviklet i Herning, og her deltog Jacob Harboe, Mette Baack, Sibel Simonsen og Anne Rytter. Alle svømmere gjorde det godt, og der blev sat flere personlige rekorder.

Med fire kvalificerede piger til mesterskaberne i Nyborg, var det for første gange i flere år muligt at stille op til en holdkap, og de fire piger gjorde det godt. Det blev ikke til en topplacering, men til vigtig og nyttig erfaring og ikke mindst en stor oplevelse for pigerne.

Efter weekenden har følgende svømmere kvalificeret sig til Danske Årgangsmesterskaber, som afvikles i Esbjerg fra den 10.-13. juli; Mikkel Strand, Laura B. Rasmussen, Sofie Møller Sørensen og Marie Eske. Desuden har Frederikke Nedergaard og Michelle Strand kvalificeret sig til Danske Mesterskaber, som afvikles samme tid og sted.

Men gode resultater kommer ikke alene. Ud over at svømmerne bruger rigtig mange timer på deres idræt, så trænes de til daglig af en dygtig instruktør, Søren Boldsen, som har lavet en langstrakt plan for svømningen i RgF, og det er nu, vi kan begynde at se resultater på det stykke arbejde.

Husk at "synes godt om" BYEN.nu/RANDERSiDAG på facebook - KLIK her.

Du kan kommentere artiklen herunder.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.