Nyholm vil være borgmesterLørdag 4. maj 2013 kl: 12:04
Radikale Venstre i Randers Kommune kalder selv Mogens Nyholm for "byrådets eneste reelle opposition". Byrådsmedlem Mogens Nyholm blev valgt til Radikale Venstres bud på en kommende borgmester i Randers Kommune og topper listen blandt de radikale byrådskandidater. Mogens Nyholm er klar til at udfordre borgmesterposten. Følgende 10 radikale byrådskandidater er nu klar til kommunevalget til november: Mogens Nyholm, Randers (borgmesterkandidat) Johanne Asmussen, Langå Ole Jakobsen, Randers Camilla Martine Johannsen, Langå Hans Toftdahl, Assentoft Lone Kjær Kristensen, Randers Karin Blach, Randers Kirsten Hvas, Hornbæk Ole Bjerring, Hornbæk Svend Erik Runberg, Helstrup Hans Jørgen Dam, Øster Velling Det endelige radikale byrådshold er klar inden sommerferien. R oplyser, at der bliver i omegnen af 25 kandidater. Borgermesterkandidat Mogens Nyholm peger på, at Randers Kommune skal have en ny og mere ansvarlig kurs. Mere ansvarlig overfor børnene, overfor de sårbare borgere og overfor kommunens økonomi. I de seneste år er børnene og deres skolegang blevet nedprioriteret til fordel for prestigeprojekter. "Økonomien i vores kommune er svag, kassen bløder og er på vej til at gå i minus, fordi byrådsflertallet lukker øjnene for de økonomiske realiteter. I dag betaler kommunens børn prisen for byrådets manglende ledelse, og det samme gør de sårbare borgere. Der ér jo besluttet prestigeprojekter, vi ikke har råd til", lyder det fra Nyholms parti og tilføjer: "Som det eneste byrådsparti har Radikale Venstre sagt fra over for den kurs. Radikale Venstre kræver økonomisk og menneskelig ansvarlighed". "Erhvervslivet i Randers Kommune træder vande - der er reelt ikke solgt erhvervsgrunde i de senere år. Vi har brug for en mere aktiv og visionær erhvervspolitik, så vi sikrer velfærden. Randers trænger i høj grad til et bedre lederskab, så kommunens borgere ikke gang på gang bliver udsat for ekstraordinære besparelser, fordi borgmesterpartiet og byrådets flertal ikke udviser rettidig omhu i deres lederskab", lyder det fra Mogens Nyholm og Radikale Venstre i Randers. © Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |