Man skal rydde op efter sig

Onsdag 16. april 2014 kl: 07:46

Man skal rydde op efter sig
Mogens Nyholm, Randers - byrådsmedlem, 1. viceborgmester, Radikale Venstre.
LÆSERBREV Af Mogens Nyholm, Randers - byrådsmedlem, 1. viceborgmester, Radikale Venstre.

Det er god skik, at man rydder op efter sig selv. Således også i politik – men desværre ikke i Randers Kommune.

Allerede længe før valget gjorde Radikale Venstre opmærksom på, at Randers Kommunes økonomi i stigende grad var nødlidende under Henning Jensen Nyhuus. Desværre blev vi gang på gang bekræftet i vore værste antagelser. Gælden steg og kassebeholdningen faldt.

Det budget for 2014 som Nyhuus – hjulpet af de konservative – fik stemt igennem med et snævert flertal, hviler da også på urealistiske forudsætninger, kun beregnet til at holde valget over.

Det betød og det betyder, at velfærden for ganske almindelige borgere – ikke mindst de svage borgere – er truet.

Derfor foreslog vi også efter valget at byrådet gennemførte et ”uanmeldt kasseeftersyn” for at få et realistisk overblik over kommunens økonomi. Et flertal takkede nej til vores forslag. Men de tal vi har fået fra forvaltningen som grundlag for den kommende budgetlægning bekræfter desværre igen vore synspunkter.

Budgettet indeholder ”risikoelementer” på op til 40 mio. kr. – årligt. Og så er der endda risikofaktorer, som ikke er medregnet f.eks. en ekstraordinær selskabsskat.

Den nye borgmester i Randers har derfor haft en ”bunden opgave” mht. budgetlægningen for 2015. Radikale Venstre anerkender det politiske lederskab, der er udvist ved at fremlægge en budgetprocedure, der tager højde for løsningen af de økonomiske udfordringer som er påført af hr. Nyhuus med hjælp fra de konservative.

Vi er bevidste om, at den kommende budgetlægning vil blive særdeles vanskelig, specielt når man som radikal gerne vil sikre bæredygtig velfærd med udgangspunkt i en bæredygtig økonomi.

Vi vil gå åbent og konstruktivt ind i de kommende budgetforhandlinger i tillid til, at vi nu har en politisk ledelse som formår at gennemføre sådanne budgetforhandlinger på en troværdig måde – på trods af politiske forskelligheder. Vi vil kæmpe for social ansvarlighed og andre radikale synspunkter. Men vi vil også samarbejde og tage ansvar for at få kommunen på ret kurs.

Man skal rydde op efter sig.

Ja, så meget mere beskæmmende var det, at hverken Nyhuus eller de konservative kunne støtte det af forvaltningen og borgmesteren fremlagte forslag til budgetprocedure, der netop har til hensigt at rydde op efter flere års mangel på økonomisk styring og mangel på politisk lederskab.

Hvordan kommende års budget endeligt skrues sammen vides endnu ikke i skrivende stund, da vedtagelsen for nogen tid siden kun er budgetprocedure.

Meget kan ske frem til oktober – sikkert er det dog, at Socialdemokraterne og konservatives uansvarlige økonomiske førelse betyder besparelser. Desværre uundgåelige.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.