Kæmpe gymnastikstævne

Onsdag 23. april 2014 kl: 07:12

Kæmpe gymnastikstævne
Oplev et festfyrværkeri af gymnastik med mere end 1000 unge gymnaster fra 12 landsdele, når DGI holder aspirantstævne under temaet ”WILD - WILDER - WEST”.

Det finder sted i Arena Randers den 25.-27. april.

Publikum står op. Hallen er fyldt og alle klapper taktfast, mens gymnasterne indtager gulvet. Deres energi, fokus og gejst forplanter sig til tilskuerne helt om på bagerste række, lover arrangørerne, DGI.

Det hele serveres med et touch af kreativitet, dramatik og flow. Koreografi, dragter, redskaber, lys, musik. Tilsammen bliver det til et show, der igen og igen får publikum til først at holde vejret i spænding for derefter at klappe begejstret. De er med hele vejen.

Masser af stemning
I år har Randers fået æren af at være værtsby ved DGI’s Aspirantstævne. Gymnasterne er fra 18 år og op, og for at gå på aspirantholdene skal gymnasterne have lyst til at repræsentere deres landsdel og dedikere sig til gymnastikken og foreningslivet.

Aspirantstævnet er et højdepunkt ikke blot for gymnasterne, men for gymnastikinteresserede, der kan lide at se et flot og underholdende gymnastikshow og mærke al den entusiasme og gejst, som de unge udstråler, mens de befinder sig i deres helt rigtige element.

Bag gymnastikken gemmer der sig mange gode, lokale historier – om sammenholdet i gymnastikken og det netværk, der findes på tværs af holdene.


© Copyright 2024 Byen.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.